Skøjtebanen åbner den 4. lørdag i november og holder åbent til februar, forudsat vejret tillader det.
Efter et års pause vender skøjtebanen på Frederiksberg Runddel tilbage. Det glæder borgmester Michael Vindfeldt (S):
“Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel er mere end blot en vinteraktivitet; den er et samlingspunkt, hvor børn og voksne kan dele glæden og varmen i de kolde måneder. Den bringer en særlig stemning til byen, styrker fællesskabet og beriger bylivet på Frederiksberg, så jeg er usigeligt glad for, at vi kommer til at opleve det igen,” siger han.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lotte Kofoed (SF) er også glad:
”Jeg glæder mig til en fantastisk sæson med skøjteløb på Frederiksberg Runddel, hvor vinterstemningen altid er i top med masser af smil, røde kinder og høj puls, selv på de allerkoldeste dage. Skøjteløb er sundt for kroppen og sjovt for både børn, unge og voksne – og det er det, der gør det til et af vinterens højdepunkter. Jeg glæder mig til åbningen, hvor jeg vil iføre mig skøjter og støtte mig til en af pingvinerne i min første piruette.”
Skøjtebanen forventes at være åben fra den sidste lørdag i november og frem til den sidste søndag i februar, forudsat at vejret tillader det, og at temperaturerne er lave nok til at opretholde et sikkert og solidt islag.