Benamputerede patienter, der er i tvivl om deres amputation kunne have været undgået eller udskudt, kan ifølge ny aftale alligevel få behandlet deres sag ved Patienterstatningen.

På anbefaling af Indenrigs- og Sundhedsministeriet har regionerne aftalt med Patienterstatningen, at patienter, hvis sag om benamputation er forældet efter den 10-årige forældelsesfrist i Klage- og Erstatningsansvarsloven, i stedet kan få tilbud om en vejledende udtalelse.

Det betyder, at benamputerede patienter, der er i tvivl om deres amputation kunne have været undgået eller udskudt, alligevel kan få behandlet deres sag ved Patienterstatningen. Aftalen gælder kun for de patienter, som efter den 1. januar 2010 har fået amputeret et ben fra underben eller lårben af andre årsager end kræft eller ulykke.

Frist for ansøgning
Patienten skal søge om erstatning hos Patienterstatningen inden den 31. december 2023 for at være omfattet af aftalen om vejledende udtalelser. Ansøgningen kan sendes på Patienterstatningens hjemmeside: www.patienterstatningen.dk

Hvis Patienterstatningen afviser en sag, fordi den er forældet, vil Patienterstatningen informere patienten om muligheden for at få en vejledende udtalelse.

Regionerne har med aftalen forpligtet sig til at følge Patienterstatningens vejledning om en eventuel erstatningsudbetaling. Vejledningen kan ikke ankes af patient eller region.

Patienter, der er omfattet af aftalen og allerede i dag har fået en afgørelse om, at deres sag om benamputation er forældet, vil blive kontaktet af regionen med tilbud om, at patienten kan få en vejledende udtalelse ved Patienterstatningen.

​Fakta​

Regionen står også til rådighed, hvis man har spørgsmål til erstatningsordningen, forløb eller andet gennem regionens patientvejledere. Find kontaktoplysninger til Region Hovedstadens patientvejledere her

Foto ABW