Alle er velkomne til at komme med idéer og forventninger til Frederiksberg Kommunes kommende ældre- og værdighedspolitik. Kom og vær med den 7. februar klokken 14 til 16 i Lindehaven.
I en tid med pres på ressourcer står Frederiksberg Kommune overfor en række dilemmaer og prioriteringer på ældre- og omsorgsområdet. Hvordan kan vi med knappe ressourcer få den bedste kvalitet i ældreplejen? Hvordan skaber vi et godt samarbejde mellem kommune, borger og pårørende og civilsamfund? Og hvordan finder vi balancen mellem at være selvhjulpen længst muligt og trygheden i den rehabiliterende hjælp?
Det er nogle af de emner, der er på dagsordenen ved borgermødet, og borgmester Michael Vindfeldt (S) håber på stort fremmøde:
”Frederiksberg skal være en fantastisk by for alle borgere, uanset hvor vi befinder os i livet, og det gælder ikke mindst seniorerne. Der kommer flere seniorer i de kommende år, og vi er alle optaget af at skabe de bedste rammer for dem. Derfor opfordrer jeg alle, der kan, til at deltage og give deres besyv med, ikke kun seniorerne og dem, der er tæt på, men meget gerne også deres familier,” siger han.
Formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, Sine Heltberg (S) står for et af oplæggene ved borgermødet, men hun ser især frem til debatten bagefter:
”Værdighed, god service og høj faglighed er nøgleord i vores forslag til ny politik. For at nå i mål med det, må vi alle bidrage med det, vi kan, når økonomien er presset og flere får behov for hjælp. Derfor har vi brug for at tale med hinanden om, hvordan vi skal prioritere. Både som modtager af hjælp, pårørende, som frivillig forening, kirke og alle andre, der yder en stor indsats for at skabe rammerne for et godt liv hele livet. Det ser jeg meget frem til.”
Borgermødet finder sted tirsdag den 7. februar i Lindehaven fra klokken 14 til 16.
Tilmeld dig borgermødet på Nemtilmeld senest den 7. februar klokken 14.