Det bliver 45-årige Ruben Andersen-Hoel, der fra den 1. januar tiltræder som ny leder af Medborgercentret Nordens Plads. Ruben Andersen-Hoel skal fortsætte udvikling af Medborgercentret i området omkring Nordens Plads.

Medborgercentret Nordens Plads er fem år gammelt og et veletableret kraftcenter i lokalområdet. Her er områdets beboere og medborgercentrets ansatte fælles om at udvikle tilbud og aktiviteter, og her mødes generationer og kulturer på tværs om fælles interesser eller bare en kop kaffe.

” Jeg har stor respekt for de resultater, Medborgercentret har skabt de sidste mange år, og jeg glæder mig meget til at videreføre dem. En af de fornemmeste opgaver bliver
at koble mennesker sammen på kryds og tværs og skabe fællesskaber, som bobler og syder af god energi, frivilligt engagement, ideer og virkekraft,” siger Ruben Andersen-Hoel.

Om valget af Ruben Andersen-Hoel siger Tina Pihl, bibliotekchef for Biblioteket Frederiksberg: ”Ruben ved en masse om at binde et område sammen og skabe fællesskaber. Han har en passion for kultur, foreningsliv og frivillighed, og så har Ruben et vindende og smittende væsen. Jeg er sikker på, at vi med Ruben i spidsen får skabt liv, aktivitet og sammenhængs-kraft i området omkring Nordens Plads”.

Ruben Andersen-Hoel har en bachelor fra skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) og har læst 3 semestre i Medborgerskab fra DPU Danmarks Pædagogiske Universitet. Han kommer fra en stilling som præst i Vanløse Frikirke, hvor han siden 2008 har arbejdet med at binde et område sammen omkring fællesskaber og samskabelse.

Ruben Andersen-Hoel. Pressefoto

Kilde.