Driftstekniker Morten Tofteby fra en større boligejendom på Østerbro er vinderen af Den Gyldne Termostat 2022. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, uddeler energiprisen til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for energioptimering med intelligent energistyring.

Fagfolk, kollegaer og energirådgivere var samlet på HOFORs hovedkontor til afsløringen af årets vinder af Den Gyldne Termostat. Bifald lød højlydt i salen, da juryens ord ramte årets energihelt:

“Morten Tofteby har sat effektivt ind på energikontoen med betydelige besparelser. Morten har blandt andet været med til at sikre en betydelig bedre drift af varmecentralen og forbedret afkøling. Energiforbruget er faldet med over 10 pct. i 2021, og vi kan se, at de gode takter fortsætter her i 2022.”

Energisk ildsjæl I godt 20 år har Morten Tofteby arbejdet som driftstekniker. Han har sin gang rundt om i en række af byens varmekældre, men det er altså indsatserne i ejendommen på Østerbro, der har ført til, at Morten Tofteby nu kan kalde sig årets energihelt.

“Jeg er noget overvældet og også lidt overrasket over at stå som vinder her i HOFOR. Det er skønt at opleve, at mit daglige arbejde både bliver værdsat og bemærket, så meget opmærksomhed får man trods alt heller ikke nede i de varmekældre,” siger årets energihelt med et glimt i øjet.

Aktuel energipris Med Den Gyldne Termostat hylder HOFOR de personer, der har gjort en ekstraordinær indsats på flere energimæssige parametre og alle med den fælles agenda at sænke ejendommenes energiforbrug.

“Vi har siden 2015 uddelt energiprisen Den Gyldne Termostat, og i år synes prisen af gode grunde endnu mere aktuel end nogensinde. Alle er bekendt med stigende energipriser og et generelt mere usikkert energimarked. Med prisen her sætter vi fokus på de gode fagfolk, der dagligt gør en energimæssig forskel, og det kommer i sidste ende os alle til gavn,” lyder det fra Emil Ziyanak, ansvarlig for energioptimering hos kunder i HOFOR.

Tre nominerede og én vinder Årets vinder, Morten Tofteby, var oppe imod to andre kompetente kandidater. Feltet talte også vicevært Martin Bidstrup fra en boligejendom på Nørrebro og varmemester Mads Gundersen fra en bevaringsværdig ejendom i København K. Fælles for alle tre, er, at de har gjort en forskel, der ikke alene kommer deres respektive ejendomme og beboerne til gavn, men også tæller positivt på den samlede CO2-udledning.

Den Gyldne Termostat er indstiftet af HOFOR, og vinderen findes i samarbejde med Københavns Kommune og en repræsentant fra ejendomsselskabet Heimstaden. Prisuddelingen fandt sted onsdag den 16. november 2022 på HOFORs hovedkontor i Ørestad.

Læs mere om Den Gyldne Termostat her: www.hofor.dk/dgt

 

Foto ABW