Annette Gregersen tiltræder den 1. oktober 2022 stillingen som borgerrådgiver i Frederiksberg Kommune. Hun er uddannet jurist og advokat og har tidligere arbejdet i blandt andet Familieretshuset og Domstolsstyrelsen.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig over ansættelsen:
”Vi har med Annette Gregersen fået en dygtig og erfaren rådgiver, som både kan hjælpe borgerne i kontakten med kommunen og skabe læring i forvaltningen, så kommunikationen og sagsbehandlingen bliver så god som muligt. Det kræver nogle helt særlige evner og kompetencer, og Annette har i kraft af sin juridiske baggrund og store erfaring som rådgiver alle de nødvendige forudsætninger for at løse opgaven. Derfor ser jeg også meget frem til at kunne byde hende velkommen til Frederiksberg”.
Netop muligheden for at være med til at sikre en god borgerbetjening er blandt de ting, som Annette Gregersen lægger særligt stor vægt på i sit nye job:
”Jeg glæder mig meget til at vejlede og rådgive de borgere, der henvender sig, og for mig er det vigtigt, at man nemt kan komme i kontakt med mig, hvis man har brug for min hjælp og støtte. Samtidig vil jeg meget gerne bruge den viden, jeg opnår i mødet med borgerne, til at skabe endnu mere borgerfokus og læring i forvaltningen”.
Frederiksbergs nye borgerrådgiver kommer fra en stilling som teamleder i Domsstolsstyrelsen og er tidligere formand for beboerklagenævnet i Københavns Kommune. Hun er uddannet cand. jur. og Master i Public Governance og har blandt andet arbejdet som advokat og kontorchef i Familieretshuset.
Annette Gregersen afløser Maja Ekberg-Hansen, der fratrådte som borgerrådgiver tidligere på året.
Borgerrådgiverens opgaver
• Fungere som mediator ved en konstruktiv dialog mellem kommunens afdelinger og borgerne.
• Understøtte arbejdet med at sikre borgernes retssikkerhed.
• Hjælpe borgerne med at finde vej i systemet, fx med at forstå et brev eller en afgørelse og med at finde vej i den kommunale organisation.
• Give vejledning i forbindelse med klager og ankemuligheder og hjælpe med at formulere klagen.
• Behandle klager over kommunens sagsbehandling, personalets optræden og medarbejdernes betjening af borgerne, herunder også klager over den praktiske opgaveløsning samt klager over diskrimination.
• Varetage kommunens whistleblower-ordning.
• Borgerrådgiveren kan også af egen drift undersøge en sag, hvis den er principiel, eller der er konkrete tegn på grove eller væsentlige fejl.
• Du kan læse mere om borgerrådgiverens arbejde på frederiksberg.dk.