​​​​​​​Tirsdag den 30. august inviterer Frederiksberg Kommune til borgermøde om budgetforslaget for 2023. Budgetforslaget offentliggøres den 23. august.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Frederiksberg

I løbet af efteråret skal medlemmerne af Frederiksberg Kommunalbestyrelse forhandle om det kommende års budget. Derfor inviterer Frederiksberg Kommune til borgermøde om budget 2023 i Frederiksberghallerne, tirsdag den 30. august fra klokken 19 – 21. Alle er velkomne.

På mødet får deltagerne overblik over Frederiksberg Kommunes økonomi, og der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål og tilkendegive holdninger, inden de politiske forhandlinger starter. Budgetforslaget kan læses på frederiksberg.dk/budget2023 fra tirsdag den 23. august.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) håber på at se mange til borgermødet: ”Frederiksberg står over for store økonomiske udfordringer med stigende udgifter samtidig med, at der er mange ønsker til budgettet. Derfor skal vi træffe svære valg og prioritere benhårdt i kommunalbestyrelsen. Jeg håber, at mange møder op til borgermødet, så vi politikere kan få nogle gode input og drøftelser forud for forhandlingerne,” siger han.

Det er også muligt at sende skriftlige kommentarer til budgetforslaget på budget23@frederiksberg.dk. Fristen er 2. september klokken 12. Kommentarerne formidles videre til kommunalbestyrelsen forud for budgetforhandlingerne.

Program for borgermødet

Kl. 19.00: Velkomst ved kommunaldirektør Stig Henneberg
Kl. 19.05: Indlæg af borgmester Michael Vindfeldt
Kl. 19.15: Status på budget 2023 ved kommunaldirektør Stig Henneberg
Kl. 19.25: Temacaféer
Kl. 20.20: Spørgerunde i plenum
Kl. 20.40: Afsluttende partirunde
Kl. 20.55: Afrunding ved borgmester Michael Vindfeldt

Fakta – tidsplan for Budget 2023

23. august: Budgetforslaget offentliggøres på Frederiksberg Kommunes hjemmeside
30. august: Borgermøde i Frederiksberghallerne, Jens Jessens Vej 20
5. september: Kommunalbestyrelsens førstebehandling
9.-10. september: Kommunalbestyrelsens budgetkonference
21. september: Frist for de politiske partiers ændringsforslag
10. oktober: Kommunalbestyrelsen vedtager budget 2023

Kilde.