Sidste år fik 130 ud af 195 ansøgninger til Frederiksbergfonden grønt lys til en bevilling. Det gør fonden til topscorer på ranglisten over bevillingsprocenter blandt 26 fonde.

Foto ABW

For langt de fleste ansøgere er det opløftende læsning at få svar på en ansøgning fra Frederiksbergfonden. Det viser sig nemlig, at 67 % af ansøgningerne i 2021 blev helt eller delvist imødekommet, og det placerer Frederiksbergfonden helt i toppen på listen over bevillingsprocenter i 26 udvalgte fonde, som netmediet Fundats har gennemgået.

Mediets analyse omfatter bevillingsprocenter i 26 forskellige fonde, som både i uddelingsramme og uddelingsformål er meget forskellige.

Frederiksbergfondens bevillingsprocent har traditionelt set haft en pænt forspring blandt de 26 fonde. De seneste syv år har bevillingsprocenten samlet i de 26 fonde ligget på cirka en tredjedel, viser Fundats gennemgang. I 2019 og 2020 lå Frederiksbergfondens bevillingsprocent på 57 procent.

Flere gode forklaringer på placeringen
Frederiksbergfondens direktør Martin Dahl ser en oplagt forklaring på topscorer-placeringen i 2021: ”Vi har implementeret et digitalt ansøgningssystem, der blev taget i brug sidste år. Her bliver brugerne visiteret på en måde, så vi sikrer, at Frederiksbergfonden er en relevant fond at søge for dem – blandt andet fordi vi kun kan støtte projekter, der er relateret til Frederiksberg. Vi kan konstatere, at ansøgningssystemet har betydet, at vi nu sidder med flere ansøgninger, der er relevante for os at forholde os til, og færre af dem, som vi er nødt til at sortere fra, fordi de falder helt uden for vores formål,” udtaler han til Fundats.

Martin Dahl oplyser også overfor Fundats, at han betragter det som en succes, når to ud af tre ansøgninger i det forgangne år fik fondens blå stempel.
”Frederiksberg Fonden har jo valgt at være en ansøgningsdrevet fond. Vores bestyrelse ønsker ikke at fortælle borgerne, hvad der er rigtigt og forkert. Borgere skal kunne komme til os med de projekter, de synes falder inden for vores afgrænsninger, og vi ser os selv som en borgerrettet fond i klassisk forstand, der gerne vil i kontakt med så mange ansøgere som muligt, for det skaber bredde og nytænkning. Borgerinteraktion er en grundpræmis for den måde, vi arbejder på. Så på den måde er flere ansøgninger godt, og flere imødekommelser er også godt,” understreger Martin Dahl.

Frederiksbergfonden har i 2022 udvidet sin uddelingsramme fra 10 til 12 mio. kroner.

Kilde.