Golden Days og lokale aktører samarbejder om at hædre nogle af de kvinder, der har sat markant præg på Frederiksberg. De bliver en del af programmet for årets festival, der med 200 arrangementer sætter fokus på kronede og ukronede dronninger.

Kvinder har kæmpet for at blive set på stemmesedlen til folketingsvalg og kommunalvalg. Her er det socialdemokratiske Inger Abrahamsen, der fører valgkamp forud for kommunalvalget i 1978. På skiltet står der bl.a. ”Kvinder er halvdelen, men ikke i kommunalbestyrelsen”. Inger Abrahamsen var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse i 1978-1981 og 1990-1993. Foto: Frederiksberg Stadsarkiv.

De markante kvinder, der gennem tiden har været med til at forme og forny Frederiksberg, kommer i sensommeren til at spille hovedroller i nutiden. I anledning af dronningens 50-års regentjubilæum sætter Golden Days festivalen med titlen Queens fokus på historiens kronede og ukronede dronninger inden for politik, erhvervsliv, kultur, kunst og videnskab.

Som en særlig del af programmet for Queens’ 200 arrangementer, indgår 10-15 særarrangementer, der retter rampelyset mod nogle af Frederiksbergs kvinder, som har været med til at forme og forny byen. Netop den lokale vinkel på Queens har Frederiksbergfonden ønsket at støtte med en bevilling.

Rækken af Frederiksberg- arrangementer går under navnet ”Frederiksbergs Førstedamer”. Ikke i betydningen af at være et feminint vedhæng til en mandlig statsleder, med førstedamer fordi de i deres tid gjorde en markant forskel og var blandt de dygtigste og mest dagsordensættende indenfor deres felt.

I det selskab kan nævnes sundhedsmæssige pionerer som Louise Conring, grundlæggeren af diakoni i Danmark, og gymnastikpædagogen Helle Gotved. Eller Karen Ankersted som var en af de første kvinder i Folketinget og fra samme folkevalgte forsamling fremhæves teologen og socialdemokraten Bodil Koch, der senere blev minister. I litteraturens og scenekunstens verden peger pilen indlysende på kulturpersonligheden Kamma Rahbek, der i Bakkehuset samlede den litterære elite samt på skuespillerne og teaterlederne Betty Nansen og Jytte Abildstrøm.

Frederiksbergs Førstedamer bliver realiseret i samarbejde med Møstings, Cisternerne, Frederiksberg Stadsarkiv, KU.BE, Betty Nansen Teatret, URBAN13, Bakkehuset, STORM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Aveny-T. Disse lokale aktører bidrager til at udfolde lokalhistorien for byens borgere og gæster.

Masser af tanker for spændende arrangementer
Programmet har mange kreative tanker for at levendegøre betydningen af de frederiksbergske kvindeskikkelsers virke, der har spillet en stor rolle for både deres egen profession og deres medsøstre.

Var det noget med en middag og litterær salon med oplæsning af Kamma Rahbæks breve og musikalske fortolkninger af sangerinden Coco O i Bakkehuset? Eller at tage med Frederiksberg Stadsarkiv på rundvisning til de otte små pladser langs Den Grønne Sti, der tidligere i år blev navngivet efter markante Frederiksberg-kvinder?

Hvem var Betty Nansen? Det spørger teaterkritikerne og -direktører om i en programsat samtale om den kendte primadonna og teaterleder. Og du er inviteret med. Det er du også, når Musikmuseet inviterer til en samtale om køn, feminisme og musikalsk skaberkraft eller når Det Kongelige Danske Musikkonservatorium spiller musik af kvindelige komponister. På Storm kan du selv synge med, når museumsinspektør Rikke Rottensten og pianist tager publikum på en tour-de-force i revysangerindens Liva Weels katalog. Frederiksberg Rådhus viser en udstilling, der fortæller historier om de kvinder, der har gjort en forskel i deres arbejde i kommunalbestyrelsen og nuværende og tidligere lokalpolitikere stiller op til paneldebat. Og meget andet.

Erindringsfilm bidrager til Queens
Frederiksberg Stadsarkiv udgiver løbende erindringsfilm og benytter Queens som anledning til at hylde tre afdøde Frederiksberg-kvinder, der hver især har haft stor betydning indenfor kunst, kultur og samtid. De tre kvinder er Inge Nørballe, Nina Velin og Thea Brank. Inge Nørballe (1927 – 2017) var medlem af kommunalbestyrelsen og museumsdirektør for Bakkehusmuseet. Nina Velin (1922-2017) var en markant idrætsleder, der i 1972 blev valgt ind i Danmarks Olympiske komité som den første kvinde. Thea Brank (1924-2022 ) var sammen med sin mand Arne Ginge med til at opbygge hele OK-organisationen, der i dag består i dag af OK-Fond, OK-Landsorganisation og OK-Klubber.

Læs mere om Golden Days her. 

Kilde.