Frederiksberg Kommune har modtaget en bevilling på 2,5 millioner kroner af A.P. Møller Fonden, som skal bruges til at indfri de syv børneløfter i kommunens nye skolepolitik.

Foto ABW

Bevillingen fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, skal bruges til at samarbejde om konkrete handlinger, så børneløfterne bliver indfriet for alle børn i byens folkeskoler. Projektet ’Vision og hverdag’ skal hjælpe med, at endnu flere børn trives fagligt og socialt og har glæde af at være en del af den almindelige folkeskole. Det skal ske gennem en højere grad af systematik og sammenhæng mellem skoleledelse, fagpersoner og børn. Og ved at styrke skolerne fagligt og socialt.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) fortæller: ”Frederiksberg skal være en by for alle, og det gælder også eleverne i vores folkeskoler. Vi har landets 6. bedste skolevæsen og fantastisk mange glade elever, forældre og lærere, og det er naturligvis positivt. Men vi har samtidig en udfordring med at få løftet den gruppe af elever, der trives dårligst i skolen, og som måske også har problemer uden for skolen. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at A.P. Møller Fonden har valgt at støtte kommunens kompetenceudviklingsindsats, så vi kan blive endnu bedre til at hjælpe de mest sårbare elever med den rette indsats på det rette tidspunkt.”

Formand for uddannelsesudvalget Ruben Kidde (RV) glæder sig også over bevillingen: ”Med midlerne fra A.P. Møller Fonden er vi endnu et skridt på vejen mod at realisere Frederiksbergs nye skolepolitik, Fremtidens Skole 2030, så den flotte vision bliver til virkelighed i hverdagen. Det er en stor og kompleks opgave – særligt i forhold til de mest udsatte og sårbare elever, som har mange nederlag og udfordringer med i bagagen. Derfor iværksætter vi nu en storstilet kompetenceudviklingsindsats, som vil give ledere og lærere de nødvendige redskaber til at arbejde med at styrke og løfte de elever, som i dag har det allersværest i skolen.”

Frederiksberg Kommune fik i foråret 2022 en ny skolepolitik ’Sammen om løfterne – Fremtidens skole 2030’. Med syv børneløfter sætter politikken retningen for udviklingen af folkeskolen med fokus på venskaber, læringslyst, fordybelse, eksperimentering, demokrati, dannelse og uddannelse. Politikken er blevet til i tæt samarbejde med skoler, forældre og elever.

Fakta om indsatsen

  • Frederiksberg Kommune har modtaget op til 2.558.000 kr. over to år fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
  • Pengene skal bruges til kompetenceløft på tværs af alle folkeskoler og forvaltningen
  • Formålet er at få en styrket systematik og samarbejde så sårbare børn mødes af den rette indsats på det rette tidspunkt
  • Indsatsen er bygget op om fælles kompetenceudvikling og sparring på de enkelte skoler
  • Skolepolitikken ’Sammen om løfterne – Fremtidens skole 2030’ kan ses på frederiksberg.dk/fremtidensskole

Kilde.