Hvordan forholder vi os til døden – kunstnerisk? Mød forfatter og radiovært Knud Romer, kunstfotograf Linda Hansen og musiker Kenneth Thordal. Det sker fredag d. 1. april 2022.
Aftenens menu
Forret – Jord
Skiver af saltet torsk, kogte porrer, urte-emulsion og maltjord
Vegetarisk: Skiver af saltbagt selleri, kogte porrer, urte-emulsion og maltjord
Hovedret – Aske og brand
Glaseret svinebryst, langtidsstegte gulerødder og grillet persille
Serveret med cremet perlebyg, grillede løg og aske
Vegetarisk: Glaserede gule beder, langtidsstegte gulerødder og grillet persille
Serveret med cremet perlebyg, grillede løg og aske
Dessert – Minde
Rødgrød med fløde
De serverer maden ved langborde – og mellem retterne møder man de tre kunstneres personlige vinkling af temaer, der berører døden. Hermed opstår mulighed for samtalen om dødens betydning og deling af livserfaringer i det fysiske møde i en tid, hvor mange fællesskaber har været overført til digitale rum.
Til trods for dødens evigtgyldige aktualitet er det svært for de fleste at tale om sin egen eller en nærtståendes død. Vi mangler sprog for de oplevelser, der knytter sig til det at have døden tæt inde på livet; om man er alvorligt syg eller lige har mistet. Til gengæld giver kunsten, musikken og litteraturen ofte meget levedygtige og dybtgående beskrivelser af, hvad det vil sige for mennesker at opleve døden tæt på. Det vil vi gerne sætte fokus på.
Dinner med Døden arrangeres i samarbejde med Foreningen for Nærvær med Døden, som arbejder for, at flere tør forholde sig til døden; både sin egen og andres. Arrangementet er støttet af Frederiksberg Fonden.
Næste Dinner Med Døden er i november 2022.
Linda Hansen
Uddannet fotograf fra Fatamorgana i 1995 og har haft både solo- og gruppeudstillinger i Danmark og udlandet. Blandt andet har hun lavet en portrætserie af kvinder, der alle hedder Linda Hansen; en portrætfotoserie om personer med medfødte røde modermærker (naevus flammeus) og senest en selvportrætserie, why NOT me… hvor fotografens egen kræftforløb er en del af historien.
Knud Romer
Forfatter til tre skønlitterære romaner, en børne-ABC illustreret af billedkunstneren John Kørner, debattør, foredragsholder og radiovært på radioprogrammet Romerriget. Har delt livets nedture med lyttere og læsere.
Kenneth Thordal
Komponist, sangskriver, musiker, sanger, klummeskribent i Politiken og oversætter. Udgav i 2019 albummet ’Den Tid. Den Sorg’, som berører tabet af hans yngste datter i 2017. Født, opvokset og bosat i København. Startede med punk i 80’erne. Blev master i filmmusikkomposition 2012. Optræder med og indspiller egne sange og laver musikteater.
The Social sammensætter aftenens treretters-menu.
The Social fokuserer på kvalitet og bæredygtighed. Al mad er lavet fra bunden, og med brug af lokale grønsager og håndplukkede leverandører i topklasse.
Menu og show: 395 kr.
Vegetarmenu og show: 395 kr.