Har din arbejdsplads gjort noget særligt for at få medarbejderne til at tage cyklen til og fra jobbet? Så har I nu muligheden for at vinde prisen som Frederiksbergs mest cykelvenlige arbejdsplads.

Foto ABW

Det er nemt og hurtigt at komme rundt i byen på cykel, og man får både vind i håret og god motion. Samtidig er der både tid og penge at spare og gevinster i form af et sundere og længere liv ved at få endnu flere op på cyklen. Derfor uddeler Frederiksberg Komme nu en særlig pris til den arbejdsplads, som har fået flest medarbejdere til at hoppe på cyklen, når de skal til og fra arbejdet.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) bakker varmt op om prisen:

”Frederiksberg vil være Danmarks mest cyklende by, hvor mindst 40 procent af alle ture tages på cykel. Men vi skal have endnu flere med på cykelvognen, og derfor vil vi gerne bringe de mange gode eksempler på cykelvenlige tiltag frem i lyset, så vi kan inspirere hinanden på kryds og tværs. Jeg håber, at rigtigt mange vil søge prisen og være med til at sætte endnu mere skub i udbredelsen af cykelvenlige arbejdspladser på Frederiksberg”.

Formand for Miljø-, Bynatur- og Mobilitetsudvalget Jan E. Jørgensen (V) støtter også op:

”Det er både godt for miljøet og folkesundheden, når vi får flere op på cyklerne, og derfor vil vi gerne belønne de arbejdspladser, der fremmer cykelkulturen blandt medarbejderne. Vi har gennem de seneste år anlagt cykelstier på rigtig mange trafikveje, så der er gode forudsætninger for at tage cyklen, og det er der heldigvis mange, som er rigtig gode til. Jeg vil gerne opfordre alle, der har gjort det nemmere at vælge cyklen til og fra jobbet, om at søge prisen som byens mest cykelvenlige arbejdsplads”.

Prisen går til en arbejdsplads, der på særlig vis har søgt at fremme en cykelkulturen blandt medarbejderne i det forgange år, og både private og offentlige virksomheder kan søge.

Kriterierne for at komme i betragtning er, at der er lavet indsatser, som fremmer mulighederne for og lysten til at cykle til og fra arbejde.

Det kan for eksempel være bedre cykelparkering og badeforhold, kampagner for cykling eller særlige belønninger til cyklende medarbejdere. I skal samtidig kunne dokumentere, at indsatsen har øget antallet medarbejdere, der benytter cyklen til og fra arbejdspladsen.

Sådan deltager du.
Send en mail til cyklister@frederiksberg.dk, hvor du kort fortæller om initiativet, og hvor mange flere, der nu vælger at cykle til og fra arbejde. Fristen for at søge er den 3. oktober 2022.

Kilde.