Nu kan frederiksbergere med grønne fingre ansøge om at få deres egen gadehave, hvor de selv står for at passe planterne og dyrke jorden.

”Gadehaver er smukke at se på og tiltrækker samtidig insekter, så vi får en endnu mere bæredygtig by. Mange er glade for at bo i byen, men savner måske at få lidt jord under neglene og have et grønt fristed tæt på, hvor de bor. Nu bliver det muligt at få sin egen have lige uden for hoveddøren, og jeg tror og håber, at gadehaverne bliver et fast indslag i bybilledet, som vi alle sammen kan nyde synet af, når de står i fuldt flor til sommer,” siger borgmester Simon Aggesen (C).

Som nybagt havepasser får du en startpakke, som består af Frederiksbergs egen frøblanding, jord samt enten et højbed eller et lavere bed i cortenstål, og nogle haveredskaber til at komme i gang. Du skal selv stå for at etablere og passe din have, mens Frederiksberg Kommune inviterer til netværksmøder og supplerer med gode råd om havebrug.

Der er to ansøgningstidspunkter – der løber fra den 1. maj 2021 med ansøgningsfrist den 1. juni og fra den 2. juni med ansøgningsfrist den 1. september 2021. Læs mere om gadehaverne på baeredygtig.frederiksberg.dk

Foto: ABW