… filosoferer for at skabe forståelse, mening og retning i vores og andres liv. Ny bog af Maibritt Isberg Andersen : At filosofere – En tilskyndelse, tilskynder os til at filosofere mere, fordi vi har brug for det til at finde vores mening og vej i livet.

Verden omkring os forandrer sig med stigende hastighed, kompleksiteten stiger og vores holdepunkter fortaber sig til tider i horisonten; Vi ser mistrivsel hos unge, stress som fremherskende folkesygdom, stigning i psykiske sygdomme, manglende psykologisk tryghed på arbejdspladserne mm.

Mere end nogensinde før, har vi brug for at filosofere og samtale, netop for finde frem til de væsentlige værdier i eget og fælles liv. Værdier, som vi kan forstå, vælge og handle ud fra – uanset hvem vi er, eller i hvilken sammenhæng vi befinder os.

Vi gør det alle sammen – filosoferer altså. Det er ikke kun uddannede filosoffer, der gør det. Børn og unge gør det, du gør det og jeg gør det. Vi filosoferer hele tiden. Vi mennesker har en bevidsthed, der giver os evnen til at tænker over os selv og vores eksistens. Vi glemmer bare at vi gør det, eller kalder det noget andet.

Har du nogen sinde stillet og søgt svar på spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Formålet med mit liv? Hvem er jeg? Hvornår er jeg mest mig selv? Hvor skal jeg hen? Hvad ender det med? Hvad er det gode liv? Hvad er et godt menneske? En god leder? Hvorfor er det så svært at vælge? Hvad vil og kan jeg? Hvordan ved jeg, at jeg gør det rette? Hvad vil jeg andre? Hvad er kærlighed? Sandhed? Retfærdighed? Skønhed? Godhed? Frihed? … ja, så er du allerede i gang med at filosofere over noget væsentligt i livet.

Ofte filosoferer vi over spørgsmål, hvor der ikke findes éntydige svar. Og det er netop hér, det at filosofere, reflektere og indgå i dialoger med andre, kan åbne for nye måder at tænke og handle på; at skabe større klarhed over egne værdier, og et bedre, oplyst grundlag at træffe beslutninger for dig selv og andre på. Ordet Filosofi betyder Kærlighed til visdom. Og det er netop vores behov for forståelse og mening på vejen til det gode liv, der får os til at filosofere over os selv, hinanden og verden omkring os (eller over os for den sags skyld).

Maibritt Isberg Andersen, direktør i ZTRONG, introducerer os i bogen: At filosofere – En tilskyndelse for en række forskellige og eksistentielle begreber, som berører vores eget og andres liv. Bogen er ikke en bog, man nødvendigvis læser fra ende til anden. Det er mere en inspirationsbog, der tilbyder forskellige praktiske måder, at filosofere og have dialoger om centrale begreber med betydning for vores eget og andre menneskers liv – ud fra eksistentielle begreber som fx livet, kærlighed, relationer, håb, mod, selvindsigt, ledelse mm.

Bogen er opdelt i kapitler med et overordnet tema eller begreb. Der anvendes fabler, eventyr, fortællinger, poesi, citater, billeder, spørgsmål, øvelser mm., som inspiration til refleksion og dialog over hvert enkelt begreb. Til bogen er der et sæt samtalekort, hvor 22 begrebers oprindelig betydning beskrives, og billeder, skrifter, citater, opgaver og spørgsmål inviterer os til at filosofere og samtale om det væsentlige i livet.

Man kan derfor vælge lige præcis det emne eller begreb, der optager én mest lige nu, og dykke ned i bogens indhold og inspiration om dette begreb, uanset hvor i bogen det er udfoldet.

Det er en BRUGS-BOG FOR PRAKTIKERE og burde være ALLE-MANDS-EJE. Bogen er lige til at gå til, og kan bruges af alle: børn, unge, voksne, i privaten, på arbejde, som medarbejder, som leder osv. Og den ”falder på et tørt sted”! For sikke nogle nærværende, vedkommende og meningsfulde samtaler, vi ville have med hinanden, hvis vi øvede os i ofte at have dialog om eksistentielle emner og spørgsmål med det formål at blive mere klar på, hvad der er det væsentlige og meningsfulde i livet – for os selv og for andre. Der er brug for det!

Foto: ZTRONG