Kulturnatten på Frederiksberg bobler af arrangementer, når byens kulturhuse, museer, foreninger og mange andre inviterer til nye oplevelser. I løbet af aftenen kan man tage på en silent lydrejse, opleve orkesteret Bersærk, besøge frimurerlogen, få et rockhistorisk flashback og gå på opdagelse i ”Open Orchestra” blandt Copenhagen Phils 65 musikere – og meget mere i det tætpakkede program.

Frederiksberg Kommune bringer denne oversigt over en lille del af det store program på Frederiksberg:

KU:BE: Fællesspisning og Silent Events – en leg med lyd og sanser
Tag silent-høretelefoner på og tag på en virtuel lydrejse til frisøren, spil bluetooth-bold og lav et beat, hvor du selv er med til at skabe musik med ny teknologi og instrumenter. Deltag også i fællesspisning hos Restauranten The Social.

Musikhøjskolen: Koncert med Orkesteret Bersærk
Orkesteret Bersærk fejrer 25-års jubilæum med en koncert med alle de største hits fra 25 år, der knyttes sammen af fortællinger, anekdoter og temaer.

Frederiksberg Rådhus: Mærk musikken med Copenhagen Phil
Tag med på en musikalsk rejse, når Frederiksberg Rådhus og Copenhagen Phil præsenterer en klassisk koncertoplevelse i Rådhushallen.

Frederiksberg Slot: Hemmeligheder på slottet
I 1770 indledte dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Johann Friedrich Struensee et kærlighedsforhold bag om ryggen på Christian den 7. Denne aften kan man opleve historien som teater, talk og gudstjeneste i de sale, hvor dramaet udspillede sig.

Laterna Magica: Mysterier og skjulte fænomener
På Kulturnatten bliver Laterna Magica Museum omdannet til et vidunderrum for mysterier og skjulte fænomener.

STORM: Åbning af det nye museum for humor og satire
På Kulturnatten åbner STORM, og Kulturnattens gæster er derfor blandt de allerførste, der får et muntert og tankevækkende blik på museets udstillinger om humor og satire.

Musikmuseet: YOUNG FLOWERS
Musikmuseet byder på børnekoncert med Drejelire og et rockhistorisk flashback, når YOUNG FLOWERS tænder forstærkerne og byder på ægte uforfalsket syrerock.

Frimurerhuset: Åbent hus
Frimurerhuset på Smallegade har været benyttet som logebygning siden 1923. Kom til åbent hus og få et kig ind i huset, som altid har været omgivet af mystik.

Se hele programmet for Kulturnatten 2021 på kulturnatten.dk, hvor du kan søge på knappen ”Områder” og tryk på Frederiksberg.

Alle arrangementer i Kulturnattens program kræver Kulturpas. Børn under 12 år kan komme gratis med, hvis de har et børnekulturpas. Man kan få et børnekulturpas, der hvor man køber Kulturpas.

Køb Kulturpas i 7-Eleven eller se en oversigt over salgssteder på kulturnatten.dk. Kulturpas giver fri adgang til alle Kulturnattens arrangementer.

Kulturpasset giver også gratis transport med tog, S-tog, Metro og bus i hele Hovedstadsregionen kl. 17-05. To børn til og med 11 år kører gratis sammen med en voksen med Kulturpas.

Årets plakat er lavet af Tilde Grynnerup