Biblioteket Frederiksberg har fået penge fra Slots- og Kulturstyrelsens BOGglad-pulje til at købe nye bøger til alle 60 daginstitutioner på Frederiksberg. Det betyder konkret, at 5727 frederiksbergske børn snart får glæde af bøgerne, der vil bidrage til gode læseoplevelser og styrke børnenes sproglige udvikling.

Borgmester Michael Vindfeldt (A) lægger stor vægt på, at alle byens 0-6-årige, der går i institution, får glæde af donationen:

”Det gode børneliv handler også om at knække koden til litteratur og om at blive fortrolig med bøger allerede som helt lille. Dette tiltag sikrer, at alle byens institutioner kan give børnene glæden ved bøger, så deres sprog stimuleres, og så de bliver inspireret til at dykke ned i litteraturens verden – også når de bliver ældre,” siger han.

Biblioteket sammensætter fire forskellige bogsamlinger, der passer til henholdsvis vuggestue, børnehave, familiegrupper og skovbørnehaver. Bogsamlingerne udvælges sammen med børn og det pædagogisk personale fra Børnehaven Mariehønen, Børnehuset ved Søerne og Midgården og bliver integreret i institutionernes eksisterende legezoner som fx legekøkkenet, kreahjørnet og legepladsen.

”De udvalgte bøger integreres i legezoner og indtænkes i læreplanstemaerne, så de giver mening for det pædagogiske arbejde i den enkelte institution. Leg og samtaler er bærende elementer i sprogstimulering, og det kommer de fire bogsamlinger til at understøtte,” siger Tina Pihl, bibliotekschef på Biblioteket Frederiksberg.

Bogsamlingerne forventes klar til institutionerne i løbet af april og maj.

79 kommuner har fået del i de i alt 23,9 mio. kroner fra Slots-og Kulturstyrelsens BOGglad-midler.
På Frederiksberg udvikles der bogsamlinger til alle institutioner. Hver bogsamling består af minimum 25 bøger
Bogsamlingerne bliver en del af institutionernes eksisterende legezoner

Foto: ABW