HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, får en topleder med stor erfaring inden for samfundskritisk infrastruktur, byudvikling og tunneler under jorden, når adm. direktør i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen, skifter til forsyningsselskabet til maj 2022.

Den grønne omstilling trækker

HOFOR er en af landets største bygherrer. Byerne i hovedstadsområdet skal indrettes til at kunne håndtere klimaforandringerne med meget mere nedbør. Det er blandt andet skybrudstunneler i milliardklassen, der skal til for at løse udfordringerne. Lige nu er virksomheden også i gang med at ombygge nogle af de største vandværker i landet, så helt moderne værker kan levere blødere vand til kunder i hovedstadsområdet. HOFOR er også i gang med at opstille vindmøller for at kunne levere CO2-neutral strøm og arbejder hele tiden for at fjernvarmen er så grøn og bæredygtig som muligt. Alt sammen med fokus på samtidig at mindske virksomhedens CO2-aftryk. Det er den kombination af store opgaver og den grønne omstilling, der har tiltrukket den nye direktør.

“HOFOR er en meget vigtig brik i den grønne omstilling og tilpasning til klimaforandringer, som hele hovedstadsområdet skal kæmpe for. Det vil jeg gerne være en del af”, siger Henrik Plougmann Olsen, der efter 12 år som topleder i Metroselskabet og Hovedstadens Letbane skifter til forsyningsselskabet HOFOR.

En erfaren topleder til store opgaver

Det er en glad og stolt bestyrelsesformand, der kan præsentere den nye direktør. “Vores ønskeliste til kompetencer og erfaring hos en ny direktør var meget lang. Alligevel var det et meget stærkt felt af ansøgere, vi stod med. I slutspurten var der dog ingen tvivl om, at Henrik Plougmann Olsen er den helt rigtige nye administrerende direktør for HOFOR”, understreger bestyrelsesformand i HOFOR, Susanne Juhl og fortsætter:

“HOFOR får en direktør, der har mange års erfaring som topleder i en organisation, han selv har været med til at bygge op. Han kan sikre en meget stabil drift af vigtig og kompleks infrastruktur, samtidig med at han er en stærk partner i byudvikling og kan stå i spidsen for nogle meget store anlægsprojekter.”

I de kommende år kommer der kun flere projekter til HOFOR. Byudviklingen fortsætter i hovedstadsområdet og organisationen vil vokse for at følge med opgaverne. Det kræver en kompetent topleder at styre virksomheden gennem den periode og udvikle kulturen i virksomheden. Henrik Plougmann Olsen har arbejdet tæt sammen med de fleste af HOFORs ejerkommuner i både sit tidligere job som direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og senest som adm. direktør for Metroen og Letbanen.

“Jeg er meget stolt af, at vi i HOFOR kan tiltrække en så tung profil. Det siger noget om de spændende opgaver, vi står overfor i hovedstadsområdet”, påpeger Susanne Juhl.

Byen skal fungere hver dag

Henrik Plougmann Olsen står i spidsen for et af de mest populære transportmidler i hovedstaden. Metroen har rundet en milliard passagerer og udvider stadig. Om få år vil Letbanen også være med til at få den offentlige transport i hovedstadsområdet til at hænge bedre sammen. Når Henrik Plougmann Olsen sætter sig i spidsen for HOFOR, kommer han endnu tættere på hverdagen for de mange kunder i hovedstadsområdet.

“Der skal komme vand ud af hanen, være varme i radiatoren og gas på komfuret hver dag året rundt. Det kræver en meget stabil og grundig driftsorganisation og en fremsynet planlægning. HOFOR leverer samfundskritisk infrastruktur, som får byerne til at fungere hver eneste dag, og det glæder jeg mig til at stå i spidsen for”, slutter den kommende direktør. Henrik Plougmann Olsen er uddannet Cand. Scient. Pol, er gift og har to snart voksne drenge.

 

Pressefoto