Iværksætterlysten har generelt været god i 2021, selvom tempoet på nye CVR-numre faldt i sidste halvår. På tværs af landsdele og kommuner er der dog stor forskel på, hvor mange nyetableringer der er. 

Ud over at være landets rigeste kommune, har Gentofte Kommune også de mest entreprenante indbyggere af alle landets kommuner. I 2021 har 16,1 gentofteborgere ud af 1.000 fået et CVR-nummer – i alt er 929 virksomheder blevet grundlagt i Gentofte i 2021.

I 2021, men også generelt over årene, er der et klart billede af, at befolkningen i København og omegn er de mest iværksætterlystne i hele landet, mens udvalgte kommuner i især Region Syddanmark og Region Sjælland skraber bunden. Der var 865 nyetableringer i Frederiksberg Kommune. 

– I iværksætteriets top ti for fjerde kvartal af 2021 er der ni kommuner, der har base i hovedstadsregionen. Det er ikke overraskende, at de københavnske kommuner skiller sig positivt ud, da det er et billede, vi har set i mange år.

– I årene med IVS var iværksættere i hovedstadsområdet særdeles vilde med virksomhedsordningen. Især inden for forskellige servicefag er der gode iværksættermuligheder i København, og det får mange til at prøve lykken, forklarer Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, der har set på tallene, der er baseret på data fra offentlige myndigheder.

Ifølge Experian-direktøren er der dog malurt i bægeret, fordi konkursfrekvensen også er betydeligt højere i Region Hovedstaden.

Færre nyetableringer sidst på året

På landsplan er der skabt 32.278 nye virksomheder i løbet af 2021 – en pæn stigning på over ti procent i forhold til 2020. Men tallene afslører faktisk en faldende iværksætterlyst over året, og i årets sidste kvartal blev der skabt 7.816 nye virksomheder i Danmark. Det er et fald på 7,5 procent sammenlignet med 2020.

– Det er ikke overraskende, at der efter en kraftig iværksættertrang i første halvdel af 2021 kommer en mindre afbøjning i tallene. For hele året er der stadig rigtig mange danskere, der har kastet sig ud i livet som iværksætter, pointerer Bo Rasmussen.

Usikkerheder for erhvervslivet

Hos Experian-direktøren bliver der kigget med en vis bekymring mod den danske og globale økonomi, hvor mørke skyer fortsat viser sig i horisonten – trods et på overfladen markant opsving.

Der er generelt rigtig god gang i økonomierne, og især i Danmark har vi for længst lagt corona-krisen bag os vækstmæssigt. Men rundt om på eksportmarkederne er coronarestriktioner stadig en usikkerhedsfaktor.

– Samtidig har forventninger om højere energipriser og generelt stigende inflation også skabt en usikkerhed. For mange danske virksomheder er høje fragtomkostninger og leveringsudfordringer også problematiske lige nu. Alt sammen kan det være med til at få iværksætterne til at trykke på pauseknappen, mener Bo Rasmussen.

Kvæler jobmarkedet iværksættertrangen?

Indtil videre er der ikke tegn på krise i nøgletal, og for eksempel beskæftigelsen er vokset markant i hele 2021, men især i andet halvår.

– Paradoksalt nok kan arbejdsmarkedets aktuelle topform måske også være med til at dræbe en smule af iværksætterlysten. Der er jo ikke så mange danskere, der ikke har et arbejde, og der er nok også en tendens til, at medarbejderne får en del flere goder med i posen, som gør, at de er tilfredse med deres arbejdssituation. Og hvis ikke de er tilfredse hos virksomhed A, kan de i mange brancher rimelig nemt søge videre til virksomhed B, mener Bo Rasmussen.

Experian-direktøren pointerer, at situationen umiddelbart var stik modsat under opgangsperioden efter nedlukningen i 2020, hvor der muligvis var mange afskedigede, der valgte iværksættervejen, fordi lønmodtagerjobbene ikke hang på træerne.

Her finder du en oversigt med, hvordan de danske kommuner indplacerer sig, når det kommer til nyetableringer i 2021. Tallet angiver, hvor mange personer ud af 1.000 voksne indbyggere i kommunen, der har fået et CVR-nummer, samt hvor mange nyetableringer, der har været i 2021:

Ivksteri_Danmarkskort

Mange nye virksomheder blomstrede op i Frederiksberg Kommune. Foto: ABW