Skoleelever på Frederiksberg skal have en grundlæggende forståelse for naturen i og omkring en køkkenhave, og så skal de kunne dyrke og tilberede deres egne afgrøder.

Målet er at eleverne skal kunne dyrke og tilberede deres egne afgrøder. Fra næste skoleår bliver undervisningsforløbet Haver til Maver en fast del af skoledagen for alle elever i 4. klasse på Frederiksberg.

Haver til Maver har været et frivilligt tilbud til skolerne det seneste år, og erfaringerne har været så gode, at undervisningsforløbet nu bliver en fast del af skemaet. Det glæder borgmester Simon Aggesen (C):

”Det er et fantastisk forløb, som er sjovt, spændende og ekstremt lærerigt for eleverne. De tilegner sig både teoretisk viden og praktiske færdigheder ved at dyrke afgrøderne selv og følge madens vej fra haver til deres egne maver – og alle de skridt der er på vejen. Forløbet giver masser af oplevelser og refleksion om bæredygtighed og samspillet med naturen, så jeg er utroligt glad for, at det nu udbredes til alle skolerne på Frederiksberg,” siger han.

Skolehaverne ligger på et stille sted i Frederiksberg Have, som Slots- og Kulturstyrelsen har stillet til rådighed for projektet. Haver til Maver er et otte ugers forløb, hvor eleverne sår og passer afgrøderne, hvorefter afgrøderne høstes og tilberedes i skolehavens udekøkken.

Kilde

Foto: ABW
Del på sociale medier