Traditionen tro fik elefanterne i Zoologisk Have København serveret store græskar fra Tivoli
Onsdag eftermiddag fik elefanterne i ZOO serveret kæmpegræskar.
Det er efterhånden en årelang tradition, at medarbejder Peter Jensen fra ZOOs foderkøkken efter Halloween tager på mission til Tivoli for at hente de over hundrede kilo tunge græskar, der har været udstillet til DM i Kæmpegræskar.
De flotte orange frugter bliver placeret i elefanternes udeanlæg i ZOO ved Frederiksberg Have.
“Det er en rigtig fin tradition, som vi er meget glade for. Det er jo mange hundrede kilo græskar, der ellers går til spilde, så det er jo fantastisk, at vores dyr kan få glæde af dem,” siger adm. dir. i ZOO, Pernille Mehl.
De mange gæster, der var mødt op kunne således se elefanterne trampe de store græskar i stykker, og her træner de blandt andet forskellige teknikker, når de leger med og derefter kvaser græskarrene med snabel og fødder. Oveni får de en god snack ud af det.
Det er således ikke kun for sjov, når elefanterne en gang om året får serveret græskar fra Tivoli.
“Berigelse for dyrene er noget af det vigtigste i vores arbejde her i Haven, og vi forsøger altid at skabe særlige og anderledes oplevelser i hverdagen,” lyder det fra Pernille Mehl.




