Friends & Family inviterer danske og ukrainske familier i Zoologisk Have med en donation på 17.500 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
Gode minder er med til at forme os som mennesker – især når livet er præget af begrænsede muligheder. Fælles oplevelser styrker relationer, skaber sammenhold og giver både børn og voksne noget meningsfuldt at være fælles om. Netop derfor arrangerer familienetværket Friends & Family en heldagsudflugt til Zoologisk Have i København for 40 danske og ukrainske børn og deres familier. Med støtte fra EDC Poul Erik Bech Fonden bliver det muligt at skabe en tryg og meningsfuld dag, hvor glæde, nærvær og fællesskab er i centrum.
Friends & Family er et lokalt familienetværk i Københavns Nordvestkvarter, der skaber støtte, fællesskab og oplevelser for familier i sårbare livssituationer. Netværket er åbent for både danske og udenlandske familier – herunder mange med ukrainsk baggrund – som har brug for et trygt og inkluderende fristed i en ofte udfordrende hverdag. Med frivillige kræfter i front danner Friends & Family rammerne for nære relationer og stærke fællesskaber, hvor både børn og voksne kan finde inspiration, rådgivning og socialt samvær. Her er plads til alle, der savner nogen at tale med, dele et måltid med – eller blot være en del af et fællesskab. Peter Mikkelsen, daglig leder af Friends & Family København, fortæller:
”Hos Friends & Family arbejder vi både forebyggende og støttende ved at invitere familier ind i et omsorgsfuldt fællesskab. Vi tilbyder aktiviteter for både børn og voksne samt hjælp og rådgivning til de udfordringer, familierne står med i hverdagen. Målet er at skabe et trygt netværk, hvor der er plads til udvikling og støtte. Udflugten til Zoologisk Have er en forlængelse af dette arbejde, hvor familier kan styrke relationer og mærke fællesskabet. For mange er det en sjælden mulighed for at være sammen på nye måder og få et tiltrængt pusterum fra hverdagen. Vi er rigtig taknemmelige for, at vi med støtten fra EDC Poul Erik Bech Fonden kan realisere dette”.
Når nærvær og frivillighed skaber varige spor
Donationens formål er at dække udgifter til entré, frokost og kage i Zoologisk Have. Det er de lokale frivillige i Friends & Family, der står for planlægning og afvikling af turen – og som deltager på dagen for at sikre gode rammer for familierne. Partner, Sebastian Brunse, og ejendomsmægler, Søren Jensen, fra EDC Poul Erik Bech Nørrebro og København NV stod for overrækkelsen af donationen. Sebastian fremhæver foreningens indsats og udtaler:
”Der er noget særligt ved at give børn og familier en dag, hvor alt andet træder i baggrunden, og det vigtigste er at være sammen og opleve noget nyt. Det handler ikke om det storslåede, men om det nærværende. En tur i Zoologisk Have kan være med til at styrke bånd og skabe smil. Derfor er vi i EDC Poul Erik Bech Fonden glade for at støtte Friends & Family og deres værdifulde arbejde for at skabe trygge og meningsfulde oplevelser for både børn og voksne”.
Også Søren ser arbejdet som særdeles beundringsværdigt og supplerer:
”Det gør et stort indtryk at opleve, hvordan frivillige med stort engagement og hjerte skaber trygge fællesskaber og oplevelser, der gør en forskel – ikke bare her og nu, men også på længere sigt. At bidrage til sådanne initiativer, der bygger på nærvær, omsorg og handlekraft, er både meningsfuldt og inspirerende”.
Om EDC Poul Erik Bech Fonden
EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.
Om EDC Poul Erik Bech
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af mere end 75 boligbutikker og 20 erhvervscentre og beskæftiger mere end 600 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond EDC Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører Fonden meget gerne fra dig. Læs mere på www.poulerikbech.dk og www.poulerikbechfonden.dk.



