Borgmester Simon Aggesen (C) er blevet udpeget som formand for en ny klimaalliance ved alliancens første møde den 4. juni, oplyser Frederiksberg Kommune. Klimaalliancen, der udspringer af DK2020-klimaprojektet og består af 16 kommuner fra hele landkortet, skal styrke den kommunale klimaindsats og sikre et tæt samarbejde og løsninger, der sikrer CO2-neutralitet og klimarobusthed i kommunerne.

Udpegelsen af Simon Aggesen som formand for klimaalliancen skete på alliancens første møde den 4. juni, hvor borgmestre fra alle klimaalliance-kommuner mødtes digitalt for at indlede klimasamarbejdet. Simon Aggesen er glad for opbakningen fra de deltagende kommuner og takker for formandskabet:

”Jeg er meget glad for den tillid, klimaalliancen har vist ved at pege på mig som formand for den nye klimaalliance. Vi havde i dag et positivt første møde i alliancen, hvor alle kommuner bakkede op om vigtigheden i, at vi løfter den kommunale klimaindsats i flok. Skal vi nå de nationale klimamål, så er kommunerne nødt til at arbejde tæt sammen om at klimasikre by og land. Den indsats styrker vi med klimaalliancen, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med samarbejdet,” siger han.

Simon Aggesen er udpeget som formand for klimaalliancen for en 2-årig periode og indgår dermed i styregruppen, som foruden Frederiksberg Kommune består af Jammerbugt Kommune, Middelfart Kommune og Sønderborg Kommune. Sidste medlem udpeges af styregruppen.

Simon Aggesen. Pressefoto.