Kære læser,
Jeg vil først sige tak for den modtagelse, jeg har fået fra mange sider i min første måned som ny direktør for Frederiksbergfonden.
Jeg har allerede fået et rigtig godt indtryk af de mange initiativer, der hver dag er med til at sætte præg på Frederiksberg. I fredags havde jeg fornøjelsen af at byde velkommen til afsløringen af Teaterflisen 2026, som fonden er vært for, og jeg ser frem til at bidrage til en fortsat udvikling af både traditioner og nye initiativer.
I dette nyhedsbrev kan du læse om nogle af de projekter og samarbejder, som fonden allerede støtter. Har du en idé, et projekt du gerne vil vise os eller blot lyst til at drøfte mulighederne for samarbejde, hører jeg meget gerne fra dig.
God læselyst!
Venlig hilsen
Charlotte Kjeldsen Krarup
Direktør
Verdenspremiere i børnehøjde på Aveny-T
Revytradition
Børnerevyen 2026 har fået økonomisk rygstød til at udvikle en nyskabelse i Frederiksbergs mangeårige revytradition. Både børn og anmeldere er begejstrede – og der er stadig billetter at få til en sjov, alvorlig og satirisk oplevelse for de 6-12 årige på Aveny-T.
Mere støtte til familier og børn med særlige behov
Modstandskraft
Mange forældre til psykisk sårbare børn står med et stort ansvar og savner andre voksne at dele sine oplevelser med. Et pilotsamarbejde mellem skolebestyrelsen på Skolen på Nordens Plads og foreningen Ligeværd fører nu til en række arrangementer for forældrene. Bevillingen på 600.000 kr. står på en viden om, at styrkede forældre er styrkede familier på Frederiksberg.
Nu kan alle træde på Frederik Cilius på Alléen
Teaterflisen 2026
Multitalentet Frederik Cilius er motivet på den 29. bronzekarikatur, der er støbt ned i en granitflise på Frederiksberg Allé. Til fliseafsløringen afprøvede han, om den er solid nok til at klare alle dem, der vil træde på ham fremover. Hjertelig tillykke med Teaterflisen og en stor tak til vores samarbejdspartnere og mange tilskuere til endnu en folkefest.
Her banker et rent hjerte for medborgerskab
Vaskeri med mening
Det Sociale Vaskeri på Peter Bangsvej er mere end et vaskeri for private og virksomheder. Det er et socialt bæredygtigt tilbud, der damper af inklusion og ønsket om lokalt fællesskab. Snart kan alle også opleve pop-up galleri med udstilling om de svære emner i livet.
Klassiske fordomme kommer unge i møde
Nye tilbud til unge
“Phil Closer og Phil Club, som i smukke rammer lader historie, musikalitet og kvalitet møde den unge målgruppe i øjenhøjde, kan bidrage til, at de unge også bliver en del af det berigende fællesskab og finder glæden ved klassisk musik,” siger direktør Charlotte Kjeldsen Krarup om Frederiksbergfondens bevilling til Copenhagen Phil. Nu venter fredagsbar, talks og musik fra den 12. september.
Frederiksbergfondens uddelingsområder
På fire årlige møder beslutter Frederiksbergfondens bestyrelse om en ansøgning kan opnå støtte. Ansøgninger kan indsendes løbende, og du kan læse på vores hjemmeside, hvad ansøgningen skal indeholde af formalia m.m., og hvordan du fremsender oplysningerne til fondens digitale ansøgningssystem.
Frederiksbergfonden støtter fire områder:
- Opvækst: Ansøgninger målrettet børn og unge gennem projekter, som beriger og understøtter deres dannelse, mentale sundhed og aktive bevægelse i dagligdagen.
- Livskraft: Ansøgninger, der fremmer den sociale trivsel og fremtidsmulighederne for udsatte børn, unge og familier med udfordrende livsvilkår.
- Oplevelser: Ansøgninger, der bidrager til en bred vifte af lokale kulturtilbud og -oplevelser, som engagerer borgere og gæster om lokale attraktioner af høj kvalitet.
- Medborgerskab: Ansøgninger, der aktiverer borgere gennem fællesskaber i foreningsliv, bydele eller naboskaber og bidrager til projekter, der fremmer udvikling og udsmykning af byrum.
Her er ansøgningsfristerne i 2026
Tjek vores hjemmeside så du sikrer dig, at alle formalia er i orden, inden du søger.
Ansøgning modtaget senest:
- 30. august 2026
- 1. oktober 2026
- 29. november 2026
- 18. december 2026
Du er tilmeldt vores nyhedsbrev, hvor du fire-fem gange om året får nyheder fra Frederiksbergfonden.
Hvis du har fået nyhedsbrevet videresendt og ikke i forvejen er tilmeldt, så kan du tilmelde dig her.
Vil du vide mere om Frederiksbergfonden, kan du besøge vores hjemmeside her.
Frederiksbergfonden
Rathsacksvej 1, 3. th.
1862 Frederiksberg C


