​​​​​​​F.C. København og Frederiksberg Kommune indgår varigt samarbejde, hvor F. C. Københavns unge talenter kan gå 7. til 9. klasse på Søndermarkskolen, og hvor hverdagen tilrettelægges, så eleverne kan passe både træning og skole. Det oplyser Frederiksberg Kommune. 

Frederiksberg Kommune og F. C. København indgår nu en fast aftale, der skal give klubbens talenter optimale muligheder for at træne og samtidig få en ordentlig folkeskoleuddannelse. I fremtiden kan eleverne nemlig gå sammen med deres kammerater på Søndermarkskolen, og skolen vil arbejde tæt sammen med klubben om elevernes hverdag. Ordningen bliver også en gevinst for Søndermarkskolen, der kommer tættere på F.C. København med mulighed for virksomhedsbesøg, rundvisninger, samarbejde med mentaltræner og meget mere.

Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (C) lægger stor vægt på aftalen:

”FCK er byens hold, og det har enorm betydning for os på Frederiksberg. Derfor er det helt oplagt, at vi nu knytter os endnu tættere sammen. Samarbejdet giver eleverne mulighed for at passe både skole og træning, og aftalen er også en gevinst for skolen, som høster de mange frugter af et samarbejde med en professionel fodboldklub. Derudover viser samarbejdet også, hvor meget bevægelse og idræt betyder i hverdagen på alle Frederiksbergs skoler,” siger han.

Udviklingsdirektør i F.C. København Sune Smith-Nielsen siger:

”Vi er meget glade for samarbejdet med Frederiksberg Kommune og Søndermarkskolen, som vi gerne vil takke for den gode og konstruktive dialog. Det giver os rigtigt gode muligheder for at optimere vores spilleruddannelse, hvor vi tror meget på, at vi ikke bare skal træne taktisk, fysisk og teknisk på fodboldbanen, men at vores spillere også lærer matematik, dansk og historie, fordi det udvikler dem som mennesker. Vi tror på, at fremtidens fodboldspillere er reflekterede mennesker, og det bidrager uddannelse til. Samtidig giver det bedre trivsel for de unge mennesker, fordi logistikken mellem skole og fodbold er løst uden en masse spildtid. Det er samlet set en meget god løsning for os og ikke mindst for spillerne.”

I det seneste år har ordningen været indført på forsøgsbasis, og erfaringerne er så gode, at aftalen nu bliver permanent.

Læs mere her. 

Foto: ABW