I dag annoncerer Bolt og Frederiksberg Kommune, at Bolts eløbehjul fremover kommer til at blive en del af bybilledet på Frederiksberg. Bolt sender en flåde på 125 elløbehjul på gaden, der nemt kan findes og bookes via Bolt-appen.

Bolt er en af Europas førende operatører, når det gælder elløbehjul, og driver en flåde på mere end 130.000 elløbehjul i mere end 170 byer og 20 lande, herunder Danmark. Bolt gjorde sit indtog på det danske marked i juni 2021 og er i dag til stede i både Odense og København.

“Frederiksberg er en central bydel for Bolt, og vi er rigtig glade for den nye aftale og for at kunne udvide vores forretning på det danske marked. Vi ser frem til et godt samarbejde med kommunen. Vi har været meget glade for den process, der har været, og kommunen har været meget behjælpelige. Bolt ser meget frem til at kunne give Frederiksbergs borgere et grønt og sikkert alternativ, når de skal rundt i byen,” siger Christian Thomassen, Bolts nordiske Public Policy Manager.

Bolt vil i den kommende tid gradvist udrulle de 125 elløbehjul på tværs af bydelen. For ikke at overbelaste visse områder vil elløbehjulene blive opstillet i udvalgte parkeringszoner, som er udpeget af operatørerne og kommunen i fællesskab.

Understøtter Frederiksbergs klimaplan

I Frederiksbergs klimaplan fra 2020 præsenteres ambitionen om at styrke en grønnere transport i byen gennem bedre kollektiv transport, bedre cykelinfrastruktur og en bedre ladeinfrastruktur. Det er en målsætning, som Bolt vil hjælpe Frederiksberg med at indfri.

“Bolt er optaget af at bidrage til en grønnere, billigere og mere fleksibel transport for borgerne på Frederiksberg. Der er en stor efterspørgsel efter alternative og bæredygtige mobilitetsløsninger og også en stor vilje blandt borgerne til at rejse mere effektivt. Med vores elløbehjul håber vi på at kunne hjælpe Frederiksberg Kommune med at nå deres ambitiøse men også realistiske målsætninger,“ siger Christian Thomassen.

Elløbehjul binder byen sammen

Bolt ønsker at bidrage til at forbedre den lokale mobilitet i Københavnsområdet, så det bliver lettere for både lokale og besøgende at bevæge sig rundt på tværs af byområderne. Bolt ser elløbehjul som en naturlig del af et integreret transportsystem, der skal spille sammen med andre offentlige og private rejseformer.

“Vi ønsker at skabe effektiv og bæredygtig innovation og konkurrence til borgerne på Frederiksberg samt at binde borgerne på Frederiksberg tættere sammen med Københavns Kommune og dermed skabe endnu større synergi mellem to centrale byer,” siger Christian Thomassen.

Sikkerhed er en topprioritet

Sikkerhed er afgørende for Bolt, og derfor har virksomheden oprettet et ‘Safety Toolkit’, som er en måde at tilskynde alle Bolt-brugere til at være mere ansvarlige for deres egen sikkerhed.

Denne værktøjskasse kan findes i appen og indeholder elementer som ‘Beginner Mode’, der begrænser den maksimale hastighed og lærer nye elløbehjuls-brugere med at betjene elløbehjulet samt giver sikkerhedstips for begyndere og oplysninger om lokale regler for mikro-mobilitet.

Som en yderligere proaktiv sikkerhedsforanstaltning har Bolt stoppet udlejningen af løbehjul i natte-timerne i weekenderne i både Odense og København. Det natlige forbud gælder også i de 13 andre byer, hvor virksomheden tilbyder elløbehjul i Sverige og Norge.

Pressefoto