Mobilitetsselskabet Movia siger velkommen tilbage i bussen, når de små elever fra de mindste klasser på mandag starter i skolen igen efter en lang corona-hjemsendelse. Det oplyser MOVIA i en pressemeddelelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Roskilde

Movia er klar til igen at køre de allermindste elever fra 0.-4. klasse til skole. Og selvom busserne i øjeblikket kun må fyldes halvt op som følge af myndighedernes restriktioner, skal hverken forældre eller de små elever være nervøse for ikke at komme med bussen.

“Vi glæder os meget til at byde de allermindste kunder velkommen tilbage i bussen. Og vi gør alt for, at turen til og fra skole bliver en god og tryg oplevelse for de små. Og selvom vi kun tillader, at man bruger hvert andet sæde og halvdelen af ståpladserne, sørger vi for, at chaufførerne er ekstra opmærksomme på, at samtlige små kunder ved stoppestedet skal med bussen”, siger Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann.

Movia lægger vægt på, at buschaufførerne i forvejen gør et formidabelt flot stykke arbejde i en meget svær situation.

“Vores chauffører yder en fantastisk indsats under vanskelige forhold. Uanset at vi ikke fylder busserne helt op, så efterlader vi ikke børn ved stoppestedet, og det har vi i denne uge mindet de meget dygtige chauffører om, så vi kan undgå uheldige misforståelser fra på mandag”, siger Camilla Struckmann.

Movia har under coronakrisen taget en række forskellige initiativer for at sikre kunderne en tryg rejse med bussen. Blandt andet overvåger Movia også løbende kapaciteten på de enkelte buslinjer for at se, om der er behov for at sætte ekstra busser ind.

De små kunder og deres forældre skal i den sammenhæng være opmærksomme på, at man i øjeblikket ikke må stige ind ad bussens fordør, og at man ikke kan købe kontantbilletter i bussen.

 

Fakta

 
  • Movia tillader for tiden kun, at man benytter halvdelen af bussens kapacitet, dvs. halvdelen af ståpladserne og hvert andet sæde. Det sikrer, at kunderne kan holde god afstand.
     
  • Desuden har Movia etableret selvbetjening uden salg af kontantbilletter for at mindske kontakten mellem chaufføren og kunderne.
     
  • Det er pt. ikke tilladt at gå ind ad fordøren eller benytte de forreste sæderækker bag chaufføren. Det er indført af hensyn til chaufføren.
     
  • Der bliver gjort ekstra hyppigt rent i busserne på holdestænger, trykknapper mv., og der skiltes i alle busserne med, hvornår bussen sidst er rengjort.
     
  • Movia har desuden fået udviklet en ny webapp plads-i-bussen.dk, der viser hvor mange kunder, der forventes at være med en given bus. Så kan kunderne vælge en bus, hvor der er færrest med: https://bit.ly/3qE0ht3
     
  • Movia har stoppestedsværter ved en række større busstoppesteder, der holder øje med, om der skal sættes ekstra busser ind
Del på sociale medier