Alle er velkomne til at kommentere Frederiksberg Kommunes forslag til kommuneplan, når den kommer i høring fra 10. februar til 12. april. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Bæredygtighed er det gennemgående element i Frederiksberg Kommunes nye forslag til kommuneplan, der beskriver Frederiksbergs fysiske udvikling i de kommende år. Borgmester, Simon Aggesen (C) glæder sig over det bæredygtige tema og håber, at mange Frederiksbergborgere vil give deres mening til kende.

”Vi lægger barren højt for bæredygtighed på Frederiksberg, og det præger i meget høj grad denne kommuneplan. Planen lægger op til endnu mere bæredygtig transport og en endnu grønnere by med høj biodiversitet, grønne forbindelser, skybrudssikring og CO2 reduktion. Og så introducerer den en ny boligpolitik, der skal sikre en

Foto: Anne Beth Witte, Dit Frederiksberg / Byportalerne.dk

mangfoldig og socialt bæredygtig by. Jeg glæder mig til at høre Frederiksbergborgernes reaktion på forslaget,” siger han.

Kommuneplanen foreslår flere metroforbindelser, flere cykelstier og bedre forbindelser for de gående, og den lægger op til, at der anlægges færre parkeringspladser, når der bygges nyt i byen.

Som noget nyt vil kommunen indføre krav om biofaktor i nye projekter, så projekterne skal tilføje mere grønt og bidrage til at lagre CO2, hvilket også vil mindske overophedning i byen. Skybrudssikringen af byen, der har været i gang i flere år, fortsættes.

Det grønne Frederiksberg styrkes bl.a. ved økologiske forbindelser på tværs af byen. Her skal biodiversiteten øges, så stederne bliver endnu bedre levesteder for insekter, fugle og andre dyr.

Kommuneplanen introducerer også en ny boligpolitik, som skal bidrage til at bevare Frederiksberg som en blandet by med plads til alle og en by, hvor nye boliger ikke er et mål i sig selv. Nye boliger kommer kun på tale, hvis de er med til at løfte byens øvrige kvaliteter og understøtter byens bæredygtighed og mangfoldighed.

Boligpolitikken stiller nye krav til boligstørrelser, friarealer og fællesarealer på en måde, der blandt andet kan være med til at tiltrække og fastholde flere børnefamilier.

Kommuneplanen skal også hjælpe med at bevare byen, og den udpeger 60 nye bygninger opført mellem 1940 og 1972 som bevaringsværdige. Desuden lægger den op til at bevare kvarterer med et særligt bymiljø, for eksempel kvarteret mellem Gammel Kongevej og Danasvej med dets baghuse og grønne detaljerige gårdrum.

Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) lægger stor vægt på kommuneplanen, og han håber på mange høringssvar:

”Vi præsenterer et visionært og ambitiøst forslag til kommuneplan, som passer på vores dejlige by, samtidig med, at det sætter endnu mere turbo på den bæredygtige udvikling. Jeg glæder mig meget til at få kommentarer og idéer i høringsfasen. Vi vil som altid være åbne over for gode idéer og forslag, men vi kan desværre ikke love at imødekomme alt,” siger han.

Fakta                

Del på sociale medier