Sundhedsstyrelsen har opdateret vaccinationskalenderen. Den bliver opdateret én gang om ugen på baggrund af de seneste prognoser og forventede vaccineleverancer fra producenterne. Det oplyses i nedenstående pressemeddelelse.

Foto: ABW

Denne uges justering bygger på de seneste prognoser om kommende leverancer af vacciner. Desværre modtager vi fortsat ikke de mængder af vacciner fra Pfizer og Moderna, som vi  kunne ønske os, og må derfor udskyde at gå i gang med at vaccinere i nye grupper. Der skal være en bedre balance mellem det antal borgere, der inviteres, og de doser, der er tilgængelige.

”Vi havde håbet på, at vi nu kunne gå i gang med at vaccinere de borgere, som hører hjemme i gruppe 7, altså dem, der er mellem 80 år og 84 år. Men desværre har vi fortsat for få af de vacciner, som skal bruges til de ældste,” fortæller Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.

Den gode nyhed er, at når vi når frem til udgangen af uge 9 vil de fleste af borgerne i målgruppe 1, 2 og 3 have fået deres første stik. Det er borgere, der bor på plejehjem, borgere, som er 65 år eller ældre, og som modtager hjælp i egen bolig, og borgere, der er 85 år eller ældre. I næste uge vil indsatsen være målrettet at få vaccineret borgere i de målgrupper, der allerede er igangsat, og som har fået en invitation, men som endnu ikke har modtaget 1. stik.

”Vi måtte desværre udskyde vaccinationen af gruppe 7 for at komme godt igennem med vaccinationen af målgruppe 5, som jo er personer med særligt øget risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19. Og det er lykkedes os at tage et ordentligt ryk fremad. Når ugen er omme, regner vi med, at minimum 50.000 personer vil have fået deres første vaccination,” siger Søren Brostrøm.

Samtidig skrider det godt frem med at få vaccineret gruppe 4, frontpersonalet i sundheds- og ældresektoren.

”Vi er naturligvis løbende i kontakt med regionerne og med de faglige organisationer, og meldingerne er hele vejen rundt, at personalet tager godt imod tilbuddet om vaccination, og vi kan se, at tilslutningen er høj, og tiderne til vaccination hurtigt bliver booket,” fortæller Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen har herudover fokus på at få løst nogle af de praktiske problemer, som borgerne desværre oplever i øjeblikket med it-systemet, der understøtter bestilling af tid til vaccination, og udfordringerne for de borgere , som ikke selv har mulighed for at transportere sig til et vaccinationssted.

Sundhedsstyrelsen arbejder sammen med regionerne, kommunerne og andre myndigheder med forskellige ansvarsområder.

”Det er virkelig ærgerligt og naturligvis til stor frustration for borgerne, at det for nogle er meget svært, indimellem umuligt, at få bestilt en tid til vaccination, når man nu endelig har modtaget en invitation enten i sin e-boks eller med fysisk brev. Jeg må endnu engang opfordre til tålmodighed, og jeg kan forsikre om, at der bliver arbejdet hårdt på at forbedre booking-systemet og tage hånd om de praktiske problemer, nogle borgere har med at blive vaccineret,” lover Søren Brostrøm.

I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.

Se Vaccinationskalenderen

Uge 9: Hvor mange doser, og hvordan bliver de fordelt?

I uge 9 modtager Statens Serum Institut i alt 80.730 doser Comirnaty®, alle til anvendelse i Danmark. Af disse forventes knap 18.000 doser anvendt til vaccination med 2. stik. De resterende ca. 62.500 doser forventes anvendt til førstegangsvaccination af ældre, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem (gruppe 2), personer som er 85 år og ældre (gruppe 3), personer i særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 5) samt pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 6).

Danmark modtager ikke vacciner fra Moderna i uge 9, men af de doser, der er gemt fra tidligere leveringer, skal ca. 3.400 personer genvaccineres med COVID-19 Vaccine Moderna®.

Danmark modtager forventeligt i alt ca. 45.600 doser COVID-19 Vaccine AstraZeneca® sidst i uge 8, som først bringes i anvendelse i uge 9. Disse bruges til vaccination af frontpersonale i sundheds- og ældresektoren i særligt øget risiko for smitte med COVID-19, eller som varetager en kritisk funktion.