Fredag den 4. december overrakte Frederiksberg Kommune årets frivillighedspriser. Gå- og løbegruppen for psykisk sårbare modtog foreningsprisen, mens Susan Vestergaard fra Frederiksberg Gåbuddies, fik prisen som årets ildsjæl. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Der var blomster og masser af anerkendelse, da Frederiksberg Kommune uddelte årets frivillighedspriser fredag eftermiddag. Selve arrangementet var mindre end normalt grundet COVID-19, men anerkendelsen var mindst ligeså stor som de øvrige år.

Borgmester Simon Aggesen (C) lægger stor vægt på det frivillige arbejde: ”Det frivillige arbejde, omsorgen og hjertevarmen er noget af det, der kendetegner Frederiksberg, og som er med til at skabe en fantastisk by. Det, at vi kommer hinanden ved og kerer os om hinanden, skaber en enorm sammenhængskraft. Derfor vil jeg gerne takke alle, der gør en frivillig indsats. Jeres indsats er uvurderlig – for den enkelte og for hele byen,” siger han.

Prisen på 15.000 kroner til en forening gik til gå- og løbegruppen for psykisk sårbare borgere på Frederiksberg. Projektet er forankret i Frederiksberg Sundhedscenter og udføres i tæt samarbejde mellem de frivillige trænere Brian Lund, Frode Benedikt Nielsen og Katerina Kantserelia. Gå- og løbegruppen skaber positive oplevelser for deltagerne ved at opbygge et trygt fællesskab, hvor træningen er tilpasset den enkelte, og hvor der altid er stor motivation og opbakning at hente fra de frivillige trænere.

Prisen på 10.000 kroner for årets ildsjæl blev Susan Vestergaard, som etablerede Frederiksberg Gåbuddies i 2019. Siden da er medlemstallet steget til over 1000 medlemmer, der mødes flere gange om ugen til gåture på Frederiksberg. Frederiksberg Gåbuddies har medført et enestående sammenhold og gensidig respekt og omsorg blandt en stor gruppe mennesker, der ikke havde kendskab til hinanden i forvejen.

Formand for Frederiksberg Kommunes Socialudvalg, Flemming Brank (C), understreger, at det var et tæt løb blandt kandidaterne: ”Igen i år har det været både fantastisk at læse de mange indstillinger om grupper og enkeltpersoner, der gør en frivillig indsats for andre. Det er socialudvalget, der beslutter, hvem vinderne af årets pris er, og det var meget svært at vælge. Det vidner om den stærke frivillige ånd, vi har i byen, og jeg vil på socialudvalgets vegne opfordre alle til at indstille deres kandidater igen næste år,” siger han.

Frederiksberg Kommunes Frivillighedspris er blevet uddelt siden 2008.

Links