Teatret ved Sorte Hest har samlet en stærk kvartet af skuespillere til at få sat luft under vingerne og sus i skørterne på Lars Noréns vilde mesterværk SANDHED OG KONSEKVENS. Mikael Birkkjær, Anette Støvelbæk, Sarah Boberg og Peter Oliver Hansen mødes i centrum af alle ægteskabers mest komiske og allermørkeste kampplads: Parmiddagen! Forestillingen har premiere 22. januar 2021 i teaterchef Maria Vinterbergs iscenesættelse med scenografi af Marianne Nilsson. Det oplyser Teatret ved Sorte Hest i en pressemeddelelse.

Det er lidt af et scoop, at Teatret ved Sorte Hest har sikret sig de danske rettigheder til den svenske dramatiker Lars Noréns mesterlige drama SANDHED OG KONSEKVENS. Norén betragtes som en af Europas

Fotograf Robin Skjoldborg

vigtigste nulevende dramatikere, og hans prisbelønnede dramatik opføres over hele verden – ikke mindst i Danmark, hvor han har et stort og trofast publikum.

Norén er specialist inden for det hudløst realistiske drama om betændte familierelationer, og hans skildringer af det moderne menneskes ensomhed er båret af en knivskarp og sort humoristisk dialog. SANDHED OG KONSEKVENS er ingen undtagelse med sin groteske skildring af en klaustrofobisk parmiddag, der efter en tur igennem iscenesætter Maria Vinterbergs eksistentielle kværn bliver forvandlet til et stykke absurd vanvidsrealisme, som alle med selv den mindste erfaring inden for parforholdets glæder kan drage nytte af.

Teaterchef og iscenesætter Maria Vinterberg udtaler: ”Jeg har aldrig mødt Lars Norén ude i en virkelighed, men jeg føler et sært slægtskab og en dyb forbundethed med dette uregerligt rørende væsen, der med største selvfølgelighed udtaler: “Døden kommer ubønhørligt!!! Før den kommer, skal vi sørge for, at vores liv ikke var modbydeligt”. ”Modbydeligt” er ordet … at livet i det mindste ikke er modbydeligt … så ved man bare, han ville være god at tale med. Foreløbig starter jeg dialogen med at grave mig ned i SANDHED OG KONSEKVENS.”

Om SANDHED OG KONSEKVENS.
Scenen er sat i centrum af alle ægteskabers mest komiske og allermørkeste kampplads: Parmiddagen! Vi er hjemme hos Elisabeth (Sarah Boberg) og Jens (Mikael Birkkjær), der har været gift i mange herrens år. I anledning af Elisabeths 50-års fødselsdag har de inviteret hendes yngre søster Julie (Anette Støvelbæk) og dennes mand Michael (Peter Oliver Hansen) til en aften, hvor stikpillerne flyver gennem luften, og slagene rammer under bæltestedet på kryds og tværs.

Når sandhederne om de to søstre blandes med en tilpas mængde alkohol og skeletter fra fortiden, får deres ægtefæller – plus den tamme undulat Benny – tilværelsens brutale konsekvenser at føle på krop og sjæl. Det der skulle have været en hyggelig fødselsdag i familiens skød, udvikler sig hurtigt til et blodigt opgør med kønsroller, barnløshed og bitre skæbner. Indimellem skulle man tro, at de fire personer kører en indbyrdes konkurrence om, hvem der kan fornedre hinanden mest. Men som aftenen løber mere og mere af sporet, bliver det tydeligt, at parrene mest af alt prøver at finde mening i deres egne håbløse liv.

SANDHED OG KONSEKVENS spiller på Teatret ved Sorte Hest
22. januar – 27. februar 2021

Læs mere på sortehest.com

HOLDET BAG

MEDVIRKENDE: Mikael Birkkjær, Anette Støvelbæk, Sarah Boberg, Peter Oliver Hansen
ISCENESÆTTER: Maria Vinterberg
SCENOGRAF: Marianne Nilsson
LYSDESIGNER: Lasse Svarre Christiansen
SKRÆDDERSAL: Mikael Jensen
DRAMATIKER: Lars Norén
OVERSÆTTER: Vibeke Bjelke

SPILLEPERIODE: 22. januar – 27. februar 2021
SPILLETIDER: Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00
BILLETTER: 50-205 kr. inkl. gebyr via teaterbilletter.dk / billet@sortehest.com

Information vedr. COVID-19
Teatret ved Sorte Hest følger myndighedernes til enhver tid gældende krav og anbefalinger, så publikum trygt kan gå i teatret. Skulle forestillingen mod forventning ikke kunne gennemføres pga. COVID-19, vil publikum få mulighed for at bytte eller returnere allerede købte billetter. Læs mere om teatrets håndtering af COVID-19-situationen her

CV’ER

Mikael Birkkjær – skuespiller
Født 1958. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1985. Efter nogle år på bl.a. Odense Teater og Det Ny Teater slog han igennem som Romeo i Romeo og Julie på Det Danske Teater (1988) samt i Erling Jepsens Med dame på og hele lortet på CaféTeatret (1989). 1990-2016 var han ansat ved Det Kongelige Teater, hvor han medvirkede i et utal af forestillinger, herunder Ødipus, Sorg klæder Elektra, Den indbildt syge, En sælgers død, Indenfor murene og Hærværk. Derudover har man kunnet opleve ham på en lang række andre danske scener, bl.a. i Donna Juanna på Østre Gasværk Teater, De asylsøgende kvinder på Edison samt i Revisoren og Kirsebærhaven på Nørrebro Teater. På tv har han bl.a. medvirket i serier som Sommer, Forbrydelsen, Borgen, Mercur, Broen III og Sygeplejeskolen, og på film i Lad de små børn…, Oh Happy Day, Springet, All Inclusive og Sorgenfri. Er bl.a. blevet hædret med Lauritzen-prisen i 1996.

Anette Støvelbæk – skuespiller
Født 1967. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1997. Fik sit gennembrud i rollen som Olympia i dogme-filmen Italiensk for begyndere fra 2000, hvilket indbragte hende en nominering til Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Siden har hun bl.a. medvirket i filmene De fortabte sjæles ø, Sprængfarlig bombe, En som Hodder, Hævnen og Kapgang, og i tv-serierne Hotellet, Forsvar, Krøniken, Livvagterne, Lærkevej og Sygeplejeskolen samt som Alice Frigh i alle sæsoner af Badehotellet. Sideløbende har man kunnet opleve hende i talrige teaterforestillinger, heriblandt En sælgers død på Det Kongelige Teater, Et dukkehjem på Mungo Park, Misantropen og Om et øjeblik på Betty Nansen Teatret, Som man behager og Den politiske kandestøber på Grønnegårds Teatret, Helmer Hardcore på Teater V, Kvindernes hævn på Nørrebro Teater, Min far på Folketeatret samt Lukkede Døre, Efterår og vinter, Rundt på gulvet og Alting er noget på Teatret ved Sorte Hest.

Sarah Boberg – skuespiller
Født 1966. Uddannet fra The Lee Strasberg Theatre Institute og The William Esper Studio i New York og har siden haft et væld af roller på de danske teaterscener, bl.a. på Betty Nansen Teatret, Det Kongelige Teater, Teater Grob og Husets Teater. I de senere år har man kunnet opleve hende i bl.a. Toves værelse og Vrede på Folketeatret, Revisoren og Kirsebærhaven på Nørrebro Teater, Min geniale veninde på Odense Teater, Besat på Bornholms Teater, Glade dage, Old Times, Alting er noget og Enetime på Teatret ved Sorte Hest samt senest Se på mig når jeg taler til dig på Husets Teater. Derudover har hun medvirket i film som Her i nærheden, Bænken og To verdener samt i tv-serierne Rejseholdet, Hotellet, Sommer,1864, Broen I-IIII, Den som dræber, Gidseltagningen og julekalenderen Absalons hemmelighed. Blev i 2009 prisbelønnet med både en Bodil og en Robert for bedste kvindelige birolle i filmen To verdener.

Peter Oliver Hansen – skuespiller
Født 1967. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1995. På landets teaterscener har han bl.a. medvirket i Indenfor Murene på Folketeatret, De tre Musketerer og Dæmoner på Østre Gasværk Teater, Det Gode Liv på Aveny T, Den Gerrige på Det Kongelige Teater, Mamma Mia i Tivolis Koncertsal, Tartuffe og Jeppe på Bjerget på Grønnegårds Teatret, Ain’t Misbehavin’ på Vendsyssel Teater samt i Lukkede døre, Enetime, Kreditorer og Den skaldede sangerinde på Teatret ved Sorte Hest. På film og tv har man bl.a. kunnet opleve ham i Askepop, Familien Gregersen, Fidibus, Vikaren og Idealisten samt i serier som 2900 Happiness, Hotellet og Ørnen.

Maria Vinterberg – iscenesætter
Født 1966. Sceneinstruktør og teaterchef Maria Vinterberg har stået i mesterlære hos blandt andre Sam Besekow og debuterede som instruktør med forestillingen En verdensomsejling under bordet på Café Teatret i 1996. Siden 2012 har hun siddet i chefstolen på Teatret ved Sorte Hest, hvor hun værner om de absurde klassikere, stærkt illustreret af sine iscenesættelser af Samuel Becketts Slutspil og Glade Dage, Eugene Ionescos Den skaldede sangerinde og Enetime samt Line Knutzons Torben Toben og Det er så det nye. Derudover har hun instrueret talrige forestillinger på adskillige danske scener, heriblandt CaféTeatret og Bellevue Teatret, hvor hun stod bag Brødrene Lund Madsens trilogi Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby.

Marianne Nilsson – scenograf
Født 1963. Uddannet fra Statens Teaterskole 1992. Marianne Nilsson er en af Danmarks mest erfarne scenografer og har skabt en lang række scenografier på større og mindre scener i Danmark, Sverige, Rusland og Norge. Marianne Nilssons stil er enkel og funktionel med en egen fantasifuld poesi, der får hendes design til at skille sig ud og skabe levende fortællinger. I hendes stemningsfulde rammer får ord og handlinger et visuelt med- og modspil, der løfter det essentielle, og det gælder, hvad enten hun arbejder på store eller små scener, med rum eller kostumer. Modtog Årets Reumert i 1999.

Lars Norén – dramatiker
Født 1944. Den anerkendte svenske forfatter og dramatiker Lars Norén debuterede som 19-årig med digtsamlingen Syrener, sne i 1963 og har siden skrevet en lang række digtsamlinger, prosaværker, dagbøger og især dramatik for både teater, radio og tv. Som dramatiker debuterede han på Dramaten i Stockholm i 1973, og i dag spilles hans stærkt realistiske stykker over hele verden. Der er ofte tale om familie- og relationsdramaer om mennesker på samfundets bund, og blandt hans mest kendte værker kan nævnes Mod til at dræbe, Dæmoner, de selvbiografiske Natten er dagens mor og Kaos er nabo til Gud, Vallombrosa, Personkreds 3, Drengene i skyggen, Sandhed og konsekvens samt Syv tre. Lars Norén er bl.a. blevet hædret med Nordisk Dramatikerpris i 1998 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris i 2003.

Del på sociale medier