Den 26. november åbner en ny café på Godthåbsvej. Med glimmer på væggene, farverige drikke og lækre kager ønsker ejeren Debbie at skille sig ud. ”En café skal ikke kun være kaffe og kage og hurtigt videre, det må også godt være en oplevelse”.

Bag om ejeren på den nye café Debbielicious.
Debbie er 33 år og gift med Sebastian. Sammen har de tre børn på 8, 5 og 3 år. Hun har, de sidste 12 år, lavet kager på bestilling på hobbyplan under navnet Debbielicious, til bryllupper, barnedåb, jubilæer, konfirmationer, fødselsdage og andre festlige begivenheder. ”Jeg synes selv jeg skiller mig ud fra andre autodidakte kagebagere, fordi jeg udelukkende arbejder med marcipan, og ikke fondant – det er simpelthen ikke at finde i mit køkken” siger hun.

Efter mange år med bestillingskager, bød muligheden sig for at leje et lokale på Godthåbsvej 12B. Planen var oprindeligt at bruge det som produktionskøkken til bestillingskager og rykke ud af privaten, hvor hun har haft fødevaregodkendt køkken. Men idéen om en café begyndte så småt at blomstre, da hun stod med nøglerne til lokalet. Debbie er oprindeligt uddannet sygeplejerske og ansat som socialsygeplejerske i et barselsvikariat på et bo- og behandlingstilbud for socialt udsatte med dobbeltdiagnoser. Efter mange overvejelser omkring at starte egen virksomhed – især midt i en verdensomspændende pandemi – valgte hun at lægge sygeplejerskeuniformen på hylden og tage springet ud i livet som selvstændig erhvervsdrivende. ”En spændende proces, som jeg glæder mig utrolig meget til at udforske.”

Hvad kunderne kan forvente.
Midt i denne skøre tid har verden brug for mere lyserød, mere krymmel, mere glimmer, mere candyfloss, mere kaffe og mere kage. ”Det har verden altid brug for” siger Debbie, ”men især lige nu.”

På menuen kan du, udover de almindelige former for kaffe, så som americano, latte og cappucino også finde nogle lidt mere farverige af slagsen. Du kan smage en Fluffy Flamingo som er en Caffé Affogato med vaniljeis og espresso, dog i helt nye festlige klæder som blandt andet involverer candyfloss. Ellers er der mulighed for at købe en Butterbeer Latte, taget inspireret af Harry Potter-universet, en Pistacio Princess Latte eller en Kinder Milk Coffee, hvor en Kinder Maxi chokoladebar langsomt smeltes ned i et espressoshot når man selv hælder varm mælk over. Der vil være mulighed for at købe Freakshakes, lemonader og så selvfølgelig kager i massevis. Især de små minitræstammer i forskellige farver, som har været et kæmpe hit gennem de sidste par år vil være på menukortet.

Der er flere drikkevarer, hvor gæsterne selv får lov til at kreere deres drink, efter de har fået serveret elementerne der skal kombineres. Hele setup’et er bygget op omkring et lyserødt og guld glimmer-univers. Legende, boblende, blomstrende, med sjove drikkevarer og fortryllende lækre kager. ”For en kage skal ikke bare se godt, den skal også smage godt. Virkelig godt! Det er vigtigt for mig, at smag og udseende spiller 100% sammen!” pointerer Debbie.

Er du ikke til det vilde og skal du bare have dækket kaffebehovet, kan du købe filterkaffe til en flad 20’er, eller 15 kr. hvis du har din egen kop med – ”Uden at være hellig omkring det, prøver jeg at tænke bæredygtighed ind i mit koncept og derfor trækker jeg en 5’er fra, til alt almindelig kaffe, hvis man selv har egen kop med To-Go” fortæller Debbie.

Åbningsdato
Vikariat som socialsygeplejerske udløber d. 31/1-2021. Frem til da vil caféen være åbent hver torsdag og fredag fra 9.00-15:30. Fra 1. februar, starter livet som selvstændigt caféejer for alvor, hvorefter åbningstiderne også vil blive udvidet.

Torsdag d. 26/11 er dagen hvor Debbielicious slår dørene op, og alle er inviteret med til åbningsfesten, som løber af stablen fra kl. 10-17. På denne dag koster alle former almindelige kaffe 20,-, og du får en gratis træstamme med, til hver kaffe du køber. Der vil også være konkurrencer og andre åbningstilbud i løbet af dagen.

Følg med på Facebooksiden her og få nyhederne først.

Del på sociale medier