Kriminelle skal ikke forpeste hverdagen for københavnere – Af Halime Oguz, Boligordfører for SF i Folketinget.

Pressefoto

I den seneste tid har manges blik været rettet mod Motalavej i Korsør, hvor to familier fra Libanon har hærget et boligområde med masseslagsmål, butikshærværk og en skudepisode. Hændelserne på Motalavej er selvfølgelige fuldstændig uacceptable. Det kan ikke være rigtigt at få kriminelle på den måde kan forpeste hverdagen for helt almindelige børnefamilier og ældre beboere. Desværre ser vi også lignende tilfælde udfolde sig i København.

BT skrev fornyeligt om en gruppe mænd med mellemøstlig herkomst, der chikanerede og kastede æg efter et kærestepar i Sydhavnen. Berlingske har skrevet om række problemer på Nørrebro, hvor beboerne på blandt andet Sigynsgade har været plaget af hærværk, gaderæs og overfald. I boligområdet Den Grønne Trekant på Nørrebro, har beboere fået nok og forsøgt at smide de kriminelle ud af deres boligselskab. Dog uden held.

Til trods for at aftalen om parallelsamfund skulle gøre det nemmere at smide kriminelle ud af boligområder, oplever boligselskaberne gang på gang at støde på en langtrukken bureaukratisk og juridisk mur, som ofte ikke ender med en udsmidning af de kriminelle.

Det går udover de lovlydige borgere, der føler sig nødtaget til at flytte fra deres bolig, så deres børn kan opvokse i et trygt miljø.  Det er på tide, at politikkerne vågner op og lytter til dem, som det faktisk går udover. Den nuværende praksis følger ikke med realiteten på Nørrebro, derfor vil SF i Folketinget arbejde for, at boligministeren hurtigt skal kigge på den lovgivning, der gør det besværligt at smide kriminelle ud af boligområder, hvad enten det er Motalavej, Den Grønne Trekant eller et helt tredje sted. Lovlydige borgere skal have ret til at bo sikkert og trygt, uden at skulle tage hensyn til om deres adresse er ved Kartoffelrækkerne eller ved Den Grønne Trekant.

Kilder:

  • Berlingske, d. 10. september 2020: ”Boligselskab ser sig tvunget til at »udleje til pistol-familier« – forældre forstår ikke, hvorfor de skal straffes for sønnens fejl”

https://www.berlingske.dk/hovedstaden/boligselskab-ser-sig-tvunget-til-at-udleje-til-pistol-familier

Del på sociale medier