Mens de indendørs arrangementer er udfordret af corona-restriktioner, sætter Frederiksberg Stadsarkiv og Frederiksbergmuseerne fornyet fokus på formidling under åben himmel. Gennem blandt andet foredrag og tematiserede byvandringer bliver byens rige kulturhistorie foldet ud.

”Frederiksbergs historie opleves allerbedst på gåben gennem byen. Jeg er derfor glad for, at Frederiksberg Stadsarkiv og Frederiksbergmuseerne nu er gået sammen om en række spændende byvandringer, hvor vi måske kan blive lidt klogere på, hvad jeg mener, er Danmarks dejligste by.” siger borgmester Simon Aggesen (C).

Også formand for Kultur og Fritidsudvalget, Nikolaj Bøgh (C), er glad for, at museerne og stadsarkivet sætter fokus på Frederiksbergs kulturarv:

”Det er vigtigt at bevare den historiske bevidsthed i en tid, hvor forandringerne er hurtige på Frederiksberg. Jeg synes derfor, at det er fantastisk, at stadsarkivet og Frederiksbergmuseerne nu rykker deres viden og formidling om Frederiksbergs unikke historie og mange kunst og kulturskatte ud i byrummet.”

Fra efteråret 2020 og frem kan man fx tage med på tematiserede vandringer og til foredrag om teaterlivet, byens berømte parker, livet på Frederiksberg under besættelsen, Frederiksbergs historie fra landsby til storby og om de mennesker, der har boet på Frederiksberg gennem tiden.

Derudover er det også muligt selv at tage på digital byvandring og lytte til gode fortællinger om Frederiksberg med ”Frederiksberg fortællinger”, som ligger frit tilgængelig på museumsapp’en Useeum.

Eksempel på byvandring i efteråret 2020

Frederiksbergs moderne udvikling. Tag med Stadsarkivar Caspar Christiansen på en byvandring omkring Finsensvej, hvor man som årringe kan aflæse Frederiksbergs moderne udvikling fra ca. 1900 og frem. Den 14. oktober kl. 17.00. Tilmelding til stadsarkivet@frederiksberg.dk eller 38212149. Der er begrænset pladser.

Læs mere om de mange arrangementer på

www.frederiksbergmuseerne.dk/byvandringer og

https://stadsarkivet.frederiksberg.dk/byvandringer