Det er typisk ikke dårlig opførsel hos Fido og Misser, der får hunde- og katteejere til at afhænde deres kæledyr til dyreinternaterne. Det gør derimod deres eget dårlige helbred, boligproblemer og manglende tid, viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet. Positivt, mener professor, da hovedparten af de indleverede dyr derfor er egnede til at få nye hjem. Det oplyses i en pressemeddelse.

Særligt hundene har rigtig gode chancer for et nyt hjem, da der generelt er stor efterspørgsel efter dem. Foto: Getty

Hvert år afleverer godt et par tusinde danske kæledyrsejere hunde og katte til de danske dyreinternater, som forsøger at finde nye hjem til dyrene. Forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet har undersøgt de nærmere årsager til, at folk vælger at afhænde deres hunde og katte.

Undersøgelsen viser, at ejerne i tre fjerdedele af tilfældene angav personlige årsager som grunden til, at de afleverede deres kæledyr til internaterne. Helbredsproblemer var den hyppigst forekommende personlige årsag, mens boligproblemer var den næstmest hyppige.

“Der sker uforudsigelige ting i folks liv. Man kan blive skilt og være tvunget til at flytte til en bolig, hvor man ikke må have kæledyr, eller man blive ramt af sygdom, som gør, at man ikke længere kan passe dyrene,” siger professor og dyreetiker Peter Sandøe, som sammen med to kolleger står bag undersøgelsen.

Ikke noget galt med dyr fra internater.
Undersøgelsen viser, at adfærdsproblemer hos kæledyrene fylder mindre end de personlige årsager hos ejeren, og det burde give mange af dyrene gode muligheder for at få nye hjem. “Den relativt lille andel af dyr, der indleveres på grund af adfærdsproblemer, står i kontrast til en fordom, som mange har. Derfor skal man som udgangspunkt ikke antage, at der er noget galt med en hund eller kat, når man får den fra et dyreinternat,” siger professor Peter Sandøe.

Særligt hundene har rigtig gode chancer for et nyt hjem, da der generelt er stor efterspørgsel efter dem, og da det typisk er meget billigere at købe en hund fra et internater, end fra en kennel.
“For hundene ser vi dog et fald i antallet, der i de senere år er kommet ind på internaterne. Det tror vi blandt andet, skyldes de sociale medier, som gør det nemmere for ejerne selv at videreformidle deres hund. Har man en hund af en populær race, er det ganske nemt af få den afsat via fx Den Blå Avis,” siger professor Peter Sandøe.

Et overskud af katte.
Anderledes ser det dog ud med kattene. Mange steder er det relativt let at få fat i en killing til ingen – eller næsten ingen penge – og der er rigtig mange herreløse katte derude. Derfor fandt Peter Sandøe og hans kolleger også i en anden nyligt offentliggjort undersøgelse, at ca. tre gange så stor en andel af kattene end af hundene på danske internater ender med at blive aflivet.

“Kattene er sværere at få videre til nye familier fra internaterne, fordi efterspørgslen ikke er lige så stor og der simpelthen ser ud til at være et overskud af katte i samfundet,” siger Peter Sandøe og tilføjer: “Hvis man overtager en hund eller en kat, som er blevet indleveret til et internat, giver man ikke alene dyret en ny chance, man opfylder typisk også et ønske hos den tidligere ejer.”

Fakta om undersøgelsen.
Forskerne har undersøgt indrapporterede årsager til at aflevere hunde og katte til et dyreinternat i Aarhus mellem 1996 og 2017. Data fra 3204 afleverede hunde og 2755 katte er blevet undersøgt. Herunder de mest almindelige årsager til at kæledyrene indleveres angivet i procent:

For hunde:
Ejerens helbred 29 %
Adfærdsproblemer 23 %
Boligproblemer 21 %
Manglende tid 14 %

For katte:
Ejerens helbred 32 %
Boligproblemer 26 %
Adfærdsproblemer 25 %

Læs forskningensartiklen her.

Forskningen bygger på et specialeprojekt gennemført af tidligere husdyrbrugsstuderende Janne Barner Hanquist Jensen
Arbejdet med artiklen er støttet økonomisk af en bevilling, som Skibsreder Per Henriksen, R. og Hustrus Fond har givet til det nyetablerede Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, som Peter Sandøe er leder af