Boligforeningen AAB bygger 46 nye tagboliger til familier i den almene bebyggelse Lindevangshave på Peter Bangs Vej. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse.

Frederiksberg skal være en by for alle, og derfor er kommunen i samarbejde med de almene boligorganisationer i fuld gang med at skabe plads til 100 nye almene boliger, som familier med gennemsnitlige indkomster har råd til at betale.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Frederiksberg

Den 22. juni vedtog kommunalbestyrelsen lokalplanen for opførelsen af 46 familieboliger, der skal etableres som taglejligheder i bebyggelsen Lindevangs Have på Peter Bangs Vej. ”Der skal være plads til alle på Frederiksberg, og derfor ser jeg frem til, at vi nu får flere familieegnede boliger i byen. Det er et vigtigt skridt på vejen mod en endnu mere blandet og mangfoldig by, hvor der også er gode forhold for børnefamilier med helt almindelige indtægter”, siger borgmester Simon Aggesen (C).

Der ligger i forvejen 204 boliger i Lindevangshave, hvor der i dag bor en del ældre. Således bidrager de nye familieboliger til en mere varieret beboersammensætning.

Formand for kommunens bolig- og ejendomsudvalg, Helle Sjelle (C), synes projektet er faldet godt på plads. ”AAB’s projekt har fået en fin bearbejdning, så det nye tag giver et både arkitektonisk og energimæssigt løft til bebyggelsen. Samtidig sikrer projektet elevator til alle boligerne i ejendommen.”, fortæller hun.

Med opførelsen af de nye tagboliger får også de eksisterende 204 boliger i bebyggelsen elevatoradgang. Bygningens nye tag er udformet på baggrund af husets oprindelige tagform og passer til omgivelserne. ”Jeg er rigtig glad for, at lokalplanen nu er vedtaget, så vi kan komme videre med projektet sammen med Frederiksberg Kommune. Sammen får vi skabt 46 nye almene boliger, som er til at betale i et meget attraktivt kvarter, og det er vigtigt, at den slags projekter bliver realiseret, hvis hovedstadsområdet skal blive ved med at være et sted med en blandet beboersammensætning”, siger Christian Høgsbro, der er administrerende direktør i Boligforeningen AAB.

Fakta om projektet.
De 46 almene boliger udlejes gennem AAB. Huslejen for de nye tagboliger er ca. 1.150 kr. pr. m2. pr. år.
Tagboligprojektet i Lindevangshave (AAB´s afdeling 11) er udvalgt som det ene af tre projekter i konkurrencen om etablering af 100 nye almene familieboliger, der blev igangsat af kommunalbestyrelsen i 2017.

Aftalen om at opføre 100 nye almene familieboliger indgik Frederiksberg Kommunes rammeaftale med de almene boligorganisationer fra 2016 – 2019. AAB beskrev i deres projektbeskrivelse, at de nye familieboliger vil bidrage til et mere varieret udbud af boliger i bebyggelsen.

Projektet giver elevatoradgang til de 204 eksisterende boliger.

Boligerne får en gennemsnitsstørrelse på 91,4 m2. 71 % af boligmassen på Frederiksberg udgøres af boliger under 100 m2, heraf er ca. 40 % af boligerne under 74 m2´.

Del på sociale medier