Frederiksberg Kommunalbestyrelse åbner mulighed for, at skoleelever fra FCKs talenthold kan komme i klasse sammen på Frederiksberg skoler. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte

Frederiksberg Kommune og F.C. København har indgået et samarbejde omkring klubbens talentfulde unge spillere. FCK har ønsket plads på skolerne til en stor gruppe af spillere i aldersgruppen 13 – 15 år.

Derfor har Frederiksberg Kommunalbestyrelse sagt ja til, at de lokale skoler kan tage imod FCK´s elever på det samme klassetrin – også selv om det midlertidigt gør, at klassekvotienten stiger til over det, der normalt er grænsen, nemlig til 26 elever pr klasse.

Borgmester Simon Aggesen (C) er glad for beslutningen: ”På Frederiksberg er vi stolte af, at Danmarks bedste fodboldhold hører til hos os. Derfor er det også helt naturligt, at vi nu træder til, og sikrer at de unge talenter fra FCK kan gå i skole sammen her på Frederiksberg. Det skaber optimale rammer for både deres skolegang og talentudviklingen. I første omgang er der tale om en midlertidig ordning, men jeg vil arbejde for, at samarbejdet mellem FCK og Frederiksberg Kommune bliver permanent,” siger han.

Formand for Frederiksberg Kommunes Undervisningsudvalg, Michael Vindfeldt (A) udtaler: ”Som formand for undervisningsudvalget ser jeg store perspektiver i samarbejdet med FCK. Nu starter vi i det små med enkelte klasser, men min drøm er, at vi kan få en egentlig profilskole med fokus på idræt og fodbold. Hvor drenge og piger kan få en god skolegang men også få mulighed for meget mere bevægelse og fodbold. Og som FCK-fan vil jeg da elske, hvis den næste Andreas Cornelius, Thomas Delaney eller William Kvist kommer til at gå i skole på Frederiksberg og spiller fodbold hos Byens Hold.”

FCK sætter stor pris på indsatsen og ser stærke perspektiver i samarbejdet: ”Vi ved, at det er helt afgørende for vores talenter, at de kan strukturere en hverdag, hvor både deres fodboldmæssige og boglige uddannelse får den plads, det skal have. Vores tilgang er, at vores spillere bliver dygtigere som mennesker og fodboldspillere, når de to områder går hånd i hånd. Vi ser meget frem til det her samarbejde med Frederiksberg Kommune, som vi ser store fremtidsmæssige perspektiver i det,” siger Teknisk Direktør i F.C. København, Johan Lange, mens den tidligere FCK-anfører og nuværende bestyrelsesmedlem William Kvist supplerer:

”Jeg er selv vokset op på Frederiksberg, er Frederiksberg-borger i dag og FCK´er fra barnsben. Derfor glæder det her samarbejde mig. Jeg har selv oplevet på egen krop, hvor vigtigt det er, at man som ung fodboldspiller kan få en struktureret hverdag, hvor skolen og træningen begge bliver vægtet og prioriteret. Det kan være en svær balance og for at holde den, så skal man have støtte og fleksibilitet som den Frederiksberg Kommune her viser. Det er helt sikkert en stor hjælp til et godt forløb, hvor både fodbold og uddannelse er i fokus, og det er med til, at vi får skabt fodboldspillere og unge mennesker, der er i stand til at håndtere de forskellige udfordringer, man har i deres helt specielle verden,” siger William Kvist.

Eleverne søger plads fra næste skoleår – august 2020.