Kommunalbestyrelsen har den 22. juni 2020 besluttet at ansætte Nina Eg Hansen som ny børne- og ungedirektør. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Frederiksberg

 

Borgmester Simon Aggesen (C) glæder sig til samarbejdet: ”Med Nina Eg Hansen får vi en meget erfaren leder for vores børne- og ungeområde. Nina Eg Hansen har arbejdet med børne- og ungeområdet på allerhøjeste plan i både kommuner og i centraladministrationen, og hun er den helt rigtige til at stå i spidsen for vores arbejde med at sikre, at Frederiksberg Kommune er landets bedste kommune at være barn i”, siger Simon Aggesen (C).

Nina Eg Hansen er uddannet cand. scient. pol. og kommer fra en stilling som administrerende direktør i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Hun har tidligere været afdelingschef i Social- og Indenrigsministeriet og børne- og kulturdirektør i Ringsted Kommune.

Kommunaldirektør Stig Henneberg er glad for at få Nina Eg Hansen ombord: ”Nina Eg Hansen har de kompetencer, der skal til for at realisere de store ambitioner Frederiksberg Kommune har på børne- og ungeområdet. Jeg er meget glad for, at Nina Eg Hansen bliver en del af holdet med al den erfaring, hun bringer med”, siger kommunaldirektør Stig Henneberg.

Nina Eg Hansen ser frem til at starte i sit nye job: “På børn- og ungeområdet har man et enestående ansvar for den næste generations trivsel i hverdagen og muligheder i fremtiden. Derfor glæder jeg mig usigeligt meget til at samarbejde med ledere og medarbejdere på Frederiksberg om, hvordan vi skaber rammerne for en barndom med tryghed, glæde, udvikling og læring. Jeg har arbejdet med udsatte børn og dagtilbud gennem mange år, og for mig er det en personlig prioritet igen også at gøre en indsats på skoleområdet, siger Nina Eg Hansen “

Nina Eg Hansen indtræder i direktionen i Frederiksberg Kommune, der ud over Nina Eg Hansen fremover vil bestå af kommunaldirektør Stig Henneberg, social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør Henning Daugaard og by-, kultur- og miljødirektør Ulrik Winge. 

Nina Eg Hansen er 48 år gammel og sidder også i bestyrelsen i Maryfonden. Hun begynder den 1. august 2020.