Grundlovsceremonien i marts blev udskudt på grund af coronasituationen. Nu inviterer Frederiksberg Kommune til mindre administrative grundlovsceremonier i begyndelsen af juli 2020. Det oplyses i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Frederiksberg

Ansøgerne vil møde op enkeltvis og uden gæster til en lille ceremoni, som gennemføres af Borgerservicecentret. Det er tilrettelagt på den måde for bedst muligt at kunne efterleve retningslinjerne i forhold til håndtering af risiko for coronasmitte og samtidig opfylde ønsket fra ansøgerne om at blive danske statsborgere. Til ceremonierne skal ansøgerne underskrive en erklæring om, at de vil følge grundloven.

Ceremonierne afholdes for de ansøgere i Frederiksberg Kommune, der har modtaget et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at de skal deltage i en grundlovsceremoni, og som er omfattet af loven om indfødsrets meddelelse vedtaget i december 2019. Ansøgerne skal også bo på Frederiksberg for at kunne deltage.

Var du tilmeldt en af de aflyste grundlovsceremonier (10. marts og 1. april), vil du få direkte besked om tilmelding.

Tilmelding er nødvendig og skal ske senest den 12. juni 2020 på www.frederiksberg.dk/grundlovsceremoni.

Til ceremonien skal de kommende danske statsborgere medbringe:
Gyldig legitimation med foto, for eksempel:
Opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end de i nr. 1 og 2 nævnte lande, og hvori der er isat en opholdssticker.

Blanketten ”Erklæring til brug for opnåelse af indfødsret i kongeriget Danmark”, som ansøgerne har modtaget i et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det er vigtigt, at blanketten ikke er underskrevet før ceremonien.

Ceremonierne gennemføres under forudsætning af, at loven om suspension af håndtryk er godkendt og trådt i kraft på tidspunktet for afholdelse af grundlovsceremonierne.