Spritnye konkurstal fra Experian indikerer, at virksomhederne stik imod alle odds klarer sig ganske godt. I maj faldt antallet af konkurser sammenlignet med maj 2019, og det ser dermed ud til, at hjælpepakkerne har den ønskede effekt – selv udsatte brancher klarer sig fint. Det oplyser de i en pressemeddelse.

Pressefoto; Experian

Da Danmark lukkede store dele af samfundet ned i marts, frygtede mange, at antallet af konkurser blandt danske virksomheder ville eksplodere. Men med nye konkurstal for maj fra data- og analysevirksomheden Experian er bekymringerne – indtil videre – ikke blevet til virkelighed.

Rent faktisk er antallet af danske konkurser faldet i maj 2020 sammenlignet med samme måned i 2019. Fra 0,81 konkurser per 1.000 virksomheder i 2019 til 0,74 i 2020. Det er dog vigtigt at pointere, at 2019-tallene var påvirket af en ekstra mængde IVS-konkurser. – Alt andet lige er det en positiv historie, at virksomhederne formår at holde sig oven vande. Med de flotte tal tyder det jo på, at de offentlige hjælpepakker i milliardklassen har haft den ønskede effekt, og indtil videre er skræmmescenariet udeblevet, siger Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian.

Ifølge Bo Rasmussen er det særligt overraskende, at udsatte brancher i oplevelsesindustrien faktisk oplever et fald i antallet af konkurser, der ligner den generelle udvikling. – Det kan godt være, at der er mange restauranter og hoteller, der har haft lukket midlertidigt ned, men de har ikke droppet deres CVR-nummer. Det er naturligvis for tidligt at konkludere, at oplevelsesindustrien er reddet herhjemme, men forhåbentlig vejrer alle lidt morgenluft lige nu, forklarer direktøren.

Ikke ude af skoven endnu.
Selvom tallene er positiv læsning for dansk økonomi, er det endnu for tidligt at afblæse krisen. Konkurstallene for de kommende måneder kan nemlig stå foran en markant negativ udvikling.

– For eksempel har nogle banker muligvis lempet kreditforholdene hos virksomheder med særlige behov, og de vil måske blive revurderet, når hverdagen melder sig, og det kan koste usunde virksomheder livet. Oveni vil de effektive hjælpepakkers udfasning lægge pres på mange virksomheder, men det er jo heller ikke bæredygtigt at holde liv i virksomheder med offentlige støttekroner, fortæller Bo Rasmussen og fortsætter: – Endelig har vi en ubekendt i håndteringen af konkurser hos skifteretterne. Vi kan nemlig stå over for en situation, hvor konkurserne kan komme med en forsinkelse på grund af retternes nedlukningsperiode.

Innovative virksomheder opstår.
En stigning i antallet af konkurser behøver ifølge Bo Rasmussen ikke kun være negativt. – Konkurser giver plads til nye, innovative virksomheder i markedet, og det er samlet set godt for dansk økonomi og konkurrenceevne på den lidt længere bane. Vi lever jo af stærke virksomheder med en sund forretningsmodel og økonomi, siger Bo Rasmussen.

Regionalt er der stor forskel på, hvor mange virksomheder, der må dreje nøglen. København var hårdest ramt i maj med 1,01 konkurser per 1.000 virksomheder, mens de sydjyske virksomheder indtil videre ser ud til at klare corona-vilkårene bedst – kun 0,22 virksomhed per 1.000 virksomheder gik konkurs i Sydjylland i maj.

Del på sociale medier