Regeringen har den 11. marts 2020 meldt en række vidtgående initiativer ud for at bekæmpe spredningen af Coronavirus. Det vil få stor betydning for dig som borger og for alle kommunens institutioner. Det oplyses i en pressemeddelse.

Frederiksberg Kommune er gået i gang med at forberede nedlukning af al ikke kritisk aktivitet. Det omfatter blandt andet skoler, daginstitutioner, kultur- og fritidstilbud samt hovedparten af kommunens administrative funktioner. Frederiksberg Kommune er gået i gang med en organiseret lukning, som vil være gældende fra fredag den 13. marts (skoler og dagtilbud dog fra mandag den 16. marts). Lukningen varer foreløbig frem til og med fredag den 27. marts.

Kommunens skoler og institutioner holder åbne torsdag 12. marts og fredag 13. marts. Forældre, der har mulighed for at holde deres børn hjemme, må meget gerne gøre det allerede nu.

Kritiske funktioner.
Kommunens kritiske funktioner som blandt andet plejehjem, hjemmepleje og døgntilbud forbliver åbne. Derudover bliver der opretholdt nødpasning af 0-9 årige. Vi opfordrer alle Frederiksbergs borgere til at bakke op om de nødvendige initiativer, som myndighederne nu indfører for at beskytte de sårbare og syge i vores samfund.

Mere information.
Der er tale om en helt ekstraordinær situation, og vi opfordrer til tålmodighed. Der er mange relevante spørgsmål, og vi kan ikke svare på dem alle på nuværende tidspunkt. Vi giver direkte besked til berørte borgere og brugere, og der kommer løbende opdateret information på www.frederiksberg.dk og på kommunens Facebookside.

Læs mere på coronasmitte.dk.