DEMENS Forskning fra Københavns Universitet viser, at høje unge mænd har lavere risiko for at udvikle demens senere i livet. Selv når man tager højde for intelligens, uddannelse og tidlige familiære faktorer.

Mænd, som ved værnepligten er højere end gennemsnittet, har tilsyneladende lavere risiko for at udvikle demens senere i livet. Det viser forskning fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i Region Hovedstaden.

Sammenhængen kan skyldes, at højde er et udtryk for vores vækstbetingelser, og at en høj højde er et udtryk for, at kroppen har udviklet sig optimalt. Derfor er højde formentlig en faktor, som er værd at overveje i jagten på måder at identificere personer, der risikerer demens – og dermed i at forebygge sygdommen.

Også tidligere studier har peget på højde som en mulig risikofaktor for demens. Men modsat de nye resultater fra Københavns Universitet og Region Hovedstaden har tidligere studier sjældent taget hensyn til familiære faktorer. Herunder tidlige miljømæssige faktorer, som kan være forbundet med både højde og demens.

”Vi ønskede at undersøge, om høje unge mænd har lavere risiko for at udvikle demens, samtidig med at vi undersøgte, hvorvidt intelligens, uddannelse og tidlige familiære faktorer hos brødre kunne forklare en sammenhæng,” siger studiets hovedforfatter, adjunkt Terese Sara Høj Jørgensen fra Afdeling for Social Medicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab.

60 års data.
Sammen med sine kolleger har Terese Sara Høj Jørgensen analyseret data fra 666.333 danske mænd født mellem 1939 og 1959 og undersøgt ved session i årene 1957-1984. Herunder 70.608 brødre og 7.388 tvillinger.

Vi tog højde for den potentielle rolle, som intelligens, uddannelse samt tidlige familiære faktorer kan spille for demensrisiko – Klinisk professor Merete Osler.

Klinisk professor Merete Osler.
Disse mænd blev fulgt via nationale registre frem til år 2016. I alt udviklede 10.599 mænd demens fra deres session og frem til år 2016.

Mændenes risiko for demens faldt med cirka 10 procent for hver cirka seks centimeter, de var højere end gennemsnittet. Når forskerne statistisk tog højde for forskelle i intelligens og uddannelse, forblev sammenhængen mellem højde og demens næsten uændret.

Sammenhængen mellem højde og demens var også tilstede mellem brødre med forskellig højde. Det samme var tilfældet for tvillingepar, selvom resultaterne her var mere usikre.

Arv og miljø.
Resultaterne antyder, at familiære faktorer ikke alene forklarer, hvorfor høje mænd har lavere risiko for demens. Det kan betyde, at miljømæssige faktorer tidligt i livet, som ikke deles af brødre, spiller en rolle.

Det forklarer sidste forfatter og klinisk professor Merete Osler ved Københavns Universitet samt Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Region Hovedstaden:

”En af de største styrker i vores undersøgelse er, at vi tog højde for den potentielle rolle, som intelligens, uddannelse samt tidlige familiære faktorer kan spille for demensrisiko. Både høj intelligens og uddannelse kan afspejle en kognitiv reserve, som gør gruppen mindre sårbar over for at udvikle demens,” siger hun og tilføjer:

”Vores resultater peger på, at der stadig er en sammenhæng mellem højde hos unge mænd og en lavere risiko for demens senere i livet, når man sammenligner mænd med samme intelligens og uddannelsesniveau. Vores analyse af brødre antyder, at sammenhængen kan have rødder i forskelle i, hvad brødre har været udsat for i det tidlige liv, frem for i de familiefaktorer, som brødrene deler.”

Både Merete Osler og Terese Sara Høj Jørgensen påpeger, at studiepopulationen udelukkende inkluderer mænd. Derfor er det uvist, hvorvidt undersøgelsens fund også gælder for kvinder. Heller ikke i tidligere undersøgelser er der entydige resultater om potentielle kønsforskelle i forholdet mellem højde og demens.

Om studiet.
Forskningsartiklen ‘Body height in young adult men and the risk of dementia later in adult life’ kan læses i det videnskabelige tidsskrift eLife.

Studiet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, Velux Fonden, JaschaFonden, Health Foundation, Læge Sofus Carl Emil Friis og Hustru Olga Doris Friis’ Legat samt NordForsk.

Del på sociale medier