Trio Satie sætter med sin Nytårskoncert 2020 den 11. januar klokken 15 i Metronomen gang i sit hidtil mest ambitiøse projekt: Et år med Isabelle Aboulker.

Her vil trioen ved en række koncerter i 2020 præsentere den franske komponist, Isabelle Aboulker, for et dansk publikum. Isabelle Aboulker, der blev født i 1938, er en af vor tids store sangskrivere og placerer sig lige i hjertet af den franske sangtradition. Hun komponerer sin musik små 100 år efter Erik Satie, og er – synes trioen – musikalsk nært beslægtet med Satie. Isabelle Aboulker, der især er kendt for sine operaer og andre vokalværker, som ofte bygger på franske fabler, har skrevet musik til både film, TV og teater. Og så underviste hun i mange år i sang på pariserkonservatoriet.

Ved alle årets koncerter spiller Trio Satie sammen med forskellige indbudte gæster musik af Isabelle Aboulker. Trio Satie har inviteret Isabelle Aboulker til at deltage i en del af koncerterne i 2020, hvilket hun har takket ja til. I den sammenhæng vil Isabelle Aboulker generøst være behjælpelig med at finde egnede værker til opførelse.

Ved Nytårskoncert 2020 vil programmet indeholde musik af Claude Debussy, Isabelle Aboulker og naturligvis Erik Satie. Medvirkende vil, udover Trio Satie selv, være blandt andre pianisten Elisabeth Westenholz, violinisten Tanja Birkelund samt Ina Miriam Rosenbaum som fortæller.

Koncertrækken i 2020 i Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg, ser således ud:
Nytårskoncert: lørdag 11. januar kl. 15
Forårskoncert: lørdag 28. marts kl. 15
Mød Aboulker: lørdag 2. maj kl. 15
Efterårskoncert: lørdag 7. november kl. 15
Julekoncert: lørdag 5. december kl. 15

Billetsalg via https://billetto.dk eller ved indgangen

PR Trio Satie
Del på sociale medier