Titlen Årets Idrætsforening i København 2019 giver Københavns Firma Sport (KFS) et kæmpe rygstød, og missionen er klar. Endnu flere arbejdspladser i hovedstaden skal i gang med firmaidræt og kollegamotion.

Formand for Københavns Firma Sport, Poul-Erik Oppelstrup, er stadig høj i hatten og taknemmelig over, at kommunen har kåret Idræt i Dagtimerne, som hører under Københavns Firma Sport, til Årets Idrætsforening i København 2019.

Kollegamotion, foto: KFS

Ved den officielle kåring torsdag aften i Ørestad Skøjtehal understregede Poul-Erik Oppelstrup, at Københavns Firma Sport er klar til at inspirere københavnerne til at dyrke endnu mere firmaidræt og kollegamotion.

“Vi er allerede en stor forening, men vi har selvfølgelig plads til alle, der via firmaidræt vil forstærke fællesskabet på arbejdspladsen. Vi ved, at kollegamotion giver resultater. For den enkelte ansatte og bundlinjen. Kollegamotion styrker sammenholdet og mindsker sygefraværet,” siger Poul-Erik Oppelstrup og supplerer: “Med Idræt i Dagtimerne sætter vi en ære i at skabe samlingspunkter for især seniorer. Idræt i Dagtimerne har fortrinsvis aktiviteter i Grøndal MultiCenter. Mandag, tirsdag og torsdag er der gang i effektiv motionsgymnastik, bowling, badminton, bordtennis, bowls og billard. Onsdag er afsat til et socialt arrangement i form af udflugter, foredrag og lignende, og så vi er gode til at byde nye medlemmer velkomne. Vi er meget glade for, kommunen anerkender vores mange aktiviteter og samtidig – med kåringen – understreger, at vi tager et socialt ansvar samt bidrager til almen sundhedsfremme. Vi lover, vi ufortrødent kæmper videre.”

Gokart og golf hitter.
Københavns Firma Sport tilbyder arbejdspladser en perlerække af muligheder for at dyrke sammenholdet. Især Simgolf i Grøndal MultiCenter er velbesøgt. Hver tirsdag i vinterhalvåret kæmper kammerater og kolleger om prestige og hæder.

Københavns Firma Sport står tillige bag landets største Gokart-event med Roskilde Racing Center som motor og medarrangør. 1.000 deltagere fra 120 firmaer kører rundt og rundt i en sommerturnering, der afsluttes med et brag af et finalestævne. “Der bliver grint, fightet og ikke mindst netværket til den store guldmedalje. Vi ved, vi lykkedes, og vi ved, at vores produkter er gode, når vi år efter år kan melde udsolgt. Vi er dog altid åbne for nye ideer og forslag til anderledes aktiviteter – og er der arbejdspladser derude med konkrete ønsker og behov, så lad os indgå en dialog. Vi ønsker at skabe et sjovere København i bevægelse,” siger Poul-Erik Oppelstrup.

Læs pressemeddelelsen her.