Fra 1. januar og to år frem vil Frederiksberg Kommune undgå engangsservice. Forsøget skal skabe et mere bæredygtigt forbrug.

Nu er det slut med at bruge engangsservice i Frederiksberg Kommune. Det betyder, at mad og drikke på eksempelvis børneinstitutioner, skoler, plejecentre og på rådhuset skal nydes af porcelæn, glas og hård plast, der kan vaskes op igen og igen, frem for plast og pap.

Borgmester Simon Aggesen (C) ser frem til forsøget, som han håber, vil bidrage til et bæredygtigt forbrug i byen: ”Frederiksberg skal gå allerforrest, når det handler om klima og bæredygtighed. Derfor er det helt naturligt, at Frederiksberg Kommune dropper engangsservice, for vi bruger rigtig meget engangsservice hver eneste dag. I første omgang er der tale om et forsøg, så jeg ser frem til, at vi kommer i gang, så vi hurtigst muligt kan tage en endelig beslutning”, siger han.

Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg Jan E. Jørgensen (V) håber, der vil være bred opbakning til initiativet: ”I forsøget går vi væk fra ’brug og smid væk’-adfærd og går over til at bruge produkter, som vi kan bruge mange gange, og hvor materialerne til sidst kan genanvendes i nye produkter. Det kommer selvfølgelig til at kunne mærkes på praktikken i dagligdagen – både for medarbejdere og borgere. Men det er et vigtigt skridt på vejen mod en endnu mere bæredygtig by. Og jeg har stor tiltro til institutionerne, som i forvejen har fokus på bæredygtighed”.

Kommunalbestyrelsen evaluerer forsøget i efteråret 2021, hvor der tages stilling til, om Frederiksberg Kommune fortsat skal undgå engangsservice.

Forbuddet mod engangsservice gælder overalt på kommunens arbejdspladser. Der er dog enkelte undtagelser. Det gælder eksempelvis i madleverancer fra plejehjemmene til borgere i eget hjem og ved store arrangementer i byen.

Læs pressemeddelsen her.