Onsdag den 27. november udkommer afsnit 50 i podcastserien Min tone i livet. Gæst er komponisten Fuzzy, der fylder 80 i år, og som i jubilæums-afsnittet fortæller om et stykke musik, der overrumplede ham og fik stor personlig betydning – Terry Rileys ”In C”.

Biblioteket Frederiksbergs podcastserie Min tone i livet har siden december 2018 præsenteret små, ugentlige lydfortællinger, hvor personer som Leonora Christina Skov, Kasper Holten, Henrik Milling og Alex Nyborg Madsen hver præsenterer ét stykke musik, der har haft en særlig betydning for netop dem i deres liv.

Onsdag den 27. november runder podcastserien et skarpt hjørne, afsnit 50. Det fejrer vi med en markant musikalsk skikkelse, der gennem mere end 40 år har haft til huse på Frederiksberg.
Uforlignelige fuzzy. Komponisten Fuzzy har gennem et langt liv sat sit aftryk på dansk musik, og han har som få andre kunnet bevæge sig frem og tilbage mellem det folkelige og det elitære, altid med sit helt personlige særpræg. I år blev han 80 år, og som gæst nr. 50 i Min tone i livet fortæller han, hvordan han i en koncertsal i Stockholm blev væltet bagover, da han oplevede en fremførsel af den amerikanske Terry Rileys banebrydende komposition In C.

Podcastserien kan høres på https://mintone.fireside.fm/, i iTunes eller i din foretrukne podcast-app.

Om min tone i livet.
Hvilken sang vil du vælge som dit livs soundtrack? I Min tone i livet kan du høre, hvad et enkelt nummer betyder for ugens fortæller. Serien består af korte episoder på 5 til 8 minutter, hvor du kan høre, hvorfor musikken har en særlig plads i hovedpersonens hjerte. I ’Min tone i livet’ kan du møde mennesker med et forhold til en bestemt melodi – både de kendte og alle os andre, der holder af musik.

Fuzzy- FOTO Ulla Dietl