TiI trods for heldagsregn summede København og Frederiksberg af liv i fredags under den vådeste Kulturnat nogensinde. De flere hundreder særarrangementer tiltrak over 80.000 voksne og børn – selvom vejret var historisk dårligt.

Det blev den vådeste Kulturnat nogensinde – men over 80.000 gæster trodsede alligevel regnen for at begive sig ud i byen og opleve de mange særarrangementer i fredags. De mange voksne og børn havde fundet regntøjet frem, og de kunne for første gang benytte Københavns nye metrostationer til at rejse rundt mellem byens kvarterer, når de havde brug for at komme i tørvejr. Over jorden oplystes mørket af flotte lyssætninger på pladser og facader. Selvom vejret var usædvanligt vådt, er der al grund til at glæde sig hvor mange, der trodsede vejret for at se byen fra en anden side. I år købte over 66.000 et Kulturpas, og mange af dem tog børn og børnebørn med på eventyr.*

Foto: Jesper Larsen

Kulturnattens sekretariatsleder, Marie Myschetzky, er glad for at så mange trak i regntøjet: ”Vi er virkelig glade for og stolte over, at så mange har haft lyst til at udforske og gøre byen levende, selvom det blev den vådeste Kulturnat nogensinde. Det skyldes uden tvivl, at arrangørerne har skabt et spændende program, der lokkede børn og voksne ud i byen, Kulturnatten er blevet garant for de gode oplevelser, regn eller ej. Vi håber, at mange af dem også har lyst til at deltage, når Den Lille Kulturnat – den nye Kulturnat for børn og deres voksne – vender tilbage den 13. marts.”

Blandt de mest besøgte steder i år var Københavns Rådhus, der havde særligt fokus på klima, Christiansborg Slotskirke og – selvom det var udendørs – Zoologisk Have. Men også flere af de mindre steder med begrænset kapacitet som Nyboders Mindestuer, Kulturtårnet på Knippelsbro og Storm P. Museet oplevede at få en del nysgerrige voksne og børn på besøg.

Top 10 – mest besøgte steder under Kulturnatten 2019:
Københavns Rådhus
Christiansborg Slotskirke
Zoologisk Have
Folketinget
Det Kongelige Teater – Gamle Scene
De Kongelige Stalde, Christiansborg Slot
Realdania / BLOX
Det Kgl. Bibliotek – Den Sorte Diamant
Rundetaarn
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Kort om Kulturnatten.
Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten, som har eksisteret siden 1993 og nu er byens største enkeltstående kulturelle begivenhed. Kulturnatten finder sted i København og på Frederiksberg én gang om året, på fredagen op til skolernes efterårsferie. Foreningens medlemmer betaler ikke kontingent og modtager ikke støtte fra stat eller kommune, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat. Eneste sponsor er DOT, der sikrer fri transport i Hovedstadsområdet på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas.