I forbindelse med buschaufførernes “Tryk stop” kampagne, der har sat fokus på chaufførenes arbejdstid og pauser, besluttede 3F og DPF (Dansk PersonTransport) sammen med Movia før sommerferien at arbejde med en række tiltag.

Tiltagene, der imødekommer kritikken af buschaufførenes arbejdsforhold, er delt op i tre overordnede spor: Overenskomstforhold der skal håndteres af DI og 3F, lokale forhold der skal håndteres mellem den enkelte busoperatør og medarbejderne samt forhold som trafikselskaberne, bl.a. Movia, har indflydelse på.

Processen med at konkretisere forholdene over for trafikselskabet Movia er i fuld gang. For at nå helt ud til de enkelte buschauffører på det enkelte anlæg har DPT, 3F og Movia derfor afholdt tre dialogmøder hos 3F i henholdsvis Slagelse, København og Hillerød.

På disse tre møder har repræsentanter for buschauffører og driftsledelser på de ca. 40 garageanlæg i Movias område været samlet for at opbygge et fælles vidensniveau om de elementer, der påvirker køreplanen og de processer, som fører frem til den endelige køreplanlægning. Samtidigt har møderne genereret gode idéer til at gøre samarbejdet mellem operatører, chauffører og trafikselskab endnu bedre.

Dialogmøderne var tilrettelagt med indlæg fra Movia, operatører og 3F-chauffører med en efterfølgende workshop, hvor idéer og kommentarer blev samlet sammen. Alle tre møder foregik i en god og konstruktiv tone, hvor alle kom til orde. Emnerne var brede og indikerede, at der var forbedringsmuligheder hos alle tre parter, hvor der nu arbejdes videre med følgende emner:

Behov for forventningsafstemning og fælles sprog.
Bedre brug af data til fælles forståelse af og opfølgning på køreplanen.
Organiseringen af arbejdet med køreplaner internt hos operatøren.
Synliggørelse af det arbejde, der gøres af vejmyndigheder og trafikselskaber for at reducere effekterne af den stigende trængsel.

“Vi har haft nogle rigtig gode møder med en åben dialog, som viser at den model, vi har for samarbejdet med chauffører og driftsledelse om tilrettelæggelsen af køreplanen godt kan bruges, men at den skal udvikles og forbedres med en mere struktureret dialog, information og inddragelse af data om den udførte køreplan. Jeg er sikker på, at vi kan finde er fælles forståelse af, hvordan den gode køreplan skal se ud,” fortæller køreplanchef i Movia Poul Bayer om møderne.

Både forhandlingssekretær Kim Poder fra 3F Transportgruppe og sektorchef Lasse Repsholt i Dansk PersonTransport er ligeledes positive over for den konstruktive dialog på møderne: “Det har været en rigtig AHA-oplevelse for både mig og vores chauffører. Arbejdsgivere/planlæggere, Movia og buschauffører er faktisk slet ikke så langt fra hinanden som vi troede, men der er rigtigt meget teknik og kommunikation, der driller i hverdagen. Det handler rigtigt meget om at have et fælles billede af, hvad der faktisk sker derude og at få talt sammen om problemerne i hverdagen, hver dag! Kun på den måde kan vi løse de mange problemer med forsinkelser og afkortede pauser”, lyder det fra forhandlingssekretær Kim Poder fra 3F Transportgruppe.

“En løsning på vores fælles opgave med at få busser og deres passagerer og chauffører frem til tiden kræver en indsats fra alle sider. Vi har lært meget i løbet af de tre dialogmøder, og jeg tror også at vore medlemsvirksomheder kan lære meget af hinanden ved at udveksle erfaringer om, hvordan køreplans- og vagtplanlægningsprocessen gribes an af ledelse og medarbejdere hos de forskellige selskaber og på de forskellige anlæg”, siger sektorchef i Dansk PersonTransport Lasse Repsholt.