Sankt Markus Kirke og Musikforum Frederiksberg glæder sig til at være vært for denne helt særlige fejring af Fuzzy FUZZY, eller Jens Vilhelm Pedersen, som er komponisten og multiinstrumentalistens borgerlige navn, der fyldte 80 år i februar 2019.

Ved dette års Copenhagen Jazz Festival er Sankt Markus Kirke og Musikforum Frederiksberg vært for en fødselsdagskoncert for og med den frederiksbergensiske æreskunstner, der er lige dele folkeeje og avantgarde.

Foto: Anne Beth Witte

Den anerkendte klassiske blokfløjtenist Louise Hjorth har haft et mangeårigt samarbejde med Fuzzy og står bag koncerten, som kaster et bredt blik udover komponistens righoldige univers. Et helt nyt værk uropføres for klassiske musikere og elektronik, andre værker af Fuzzy ligesom en række værker af komponister med tilknytning til Fuzzy opføres og helt i tråd med jazzfestivalens – og Fuzzys – ånd, vil der indgå masser af improvisation.

Den internationalt anerkendte elektroniske lydkunstner Bjørn Svin medvirker desuden i koncerten og opfører sammen med Fuzzy et live-remix, en elektronisk montage over deres samarbejde gennem årene.

Fuzzy mejslede sig ind i den kulturelle bevidsthed hos en hel generation af børn op gennem 1980’erne med TV-programserien ‘Fuzzys Værksted’, der handlede om musikforståelse og musik fra fremmede kulturer. Hans teater-, film- og TV-musikproduktion står som et massivt bidrag til dansk populærkultur og tæller bl.a. musikken til ‘Danzen med Regitze’, ‘Her i Nærheden’, ‘En by i provinsen’ og det
legendariske TV-program ‘Bogart’.

Men Fuzzys levnedsbeskrivelse rummer også musik til klassiske besætninger samt elektronisk musik, ligesom det hører med til historien, at han startede sin karriere som autodidakt jazzpianist og – klarinettist, tog uddannelse som klassisk komponist og senere blev docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Også studier hos Karlheinz Stockhausen og György Ligeti er med til at tegne et billede af en altopslugende appetit og en imponerende musikalsk forståelse.

Det sker mandag d. 8. juli kl. 19.30 – bemærk at dørene åbner 18.45 og at der er fri entré. Koncerten er arrangeret i samarbejde med Musikforum Frederiksberg. Sankt Markus Kirke, Forchhammersvej 12A, 1920 Frederiksberg

Læs mere her.

Del på sociale medier