På lørdag d. 13. juli løber Bas Under Buen af stablen for tiende gang, og det er ikke kun jubilæet som endagsfestivalen fejrer. I år premieres nemlig et helt nyt område, hvor der både er plads til børnene og pladenørderne.

Siden 2010 har Bas Under Buen været fast leverandør af bastunge musikevents. I år vender sommerens største basarrangement tilbage for tiende gang. Det fejrer arrangørerne med nye tiltag for hele familien.

Bas Under Buen 2018. Foto: Flemming Bo Jensen

Bas i børnehøjde.
Inden hovedarrangementet begynder, vil området under buen være dedikeret til de yngste basgængere. Konceptet har fået det passende navn “Børnebas” og er rettet mod børn på mellem 3 og 8 år. Underholdningen står i børnenes tegn, når DJ Kira og Rasmus spiller fra en farverig og larmende lydcykel. Stopdans og andre børnelege er på menuen, ligesom man kan tage en tur til ansigtsmalerne. Børnebas starter klokken 14, og selvom arrangementet er henvendt til børn, er der selvfølgelig også plads til de voksne.

Plademesse.
Hvis du er en af de nostalgiske typer, der fylder halvdelen af stuen med vinylplader, er der endnu en grund til at kigge forbi Bas Under Buen. I år premieres også Bas Under Buen Record Fair, hvor der vil der både være mulighed for at grave efter hemmelige skatte til samlingen og få en snak med ligesindede pladeinteresserede.

Ny scene.
Bispeengbuen har i de seneste år gennemgået en stor udvikling. Udendørs træningsfaciliteter er kommet til, og flere events har fundet sit hjem under den monumentale bue. Til Bas Under Buen i år offentliggøres endnu en kulturaktivitet i området. En helt ny scene er nemlig kommet til, og Bas Under Buen indvier det nye spillested. Dub Manza Sound tager deres anerkendte lydsystem med, og indvier det nye området med masser af dub, roots og reggae fra kl. 18-23.

Gratis for alle.
Som altid er det helt gratis at deltage i Bas Under Buen. Arrangørerne forventer desuden sol og masser af godt vejr, men hvis den danske sommerregn skulle vise sig fra sin værste side, kan gæsterne altid søge læ under buen.

For mere information, så læs mere her. 

Del på sociale medier