Mandag vedtog kommunalbestyrelsen en handleplan, der skal forebygge rygning blandt børn og unge. Fremover er det ikke tilladt at ryge på skoler og andre kommunale institutioner, hvor der kommer mange børn og unge.

Indsatsen er et led i målet om at få den første røgfri generation i 2030 med 21 helt konkrete initiativer.

Foto: Anne Beth Witte

Der er i dag forbud mod at ryge i Frederiksberg Kommunes lokaler og på skoler og dagtilbuds matrikler. Men de ældste elever på skolerne har mulighed for at ryge, hvis de forlader skolen i frikvartererne. Når de nye, skærpede rygeregler træder i kraft 1. januar 2020, bliver der indført røgfri skoledag i alle folkeskoler på Frederiksberg.

I hovedstadsregionen er der de senere år sket en vækst i antallet af unge rygere, og borgmester Simon Aggesen (C) håber, at indsatsen og den nye handleplan for røgfri generation 2030 kan være med til at vende den udvikling: ”Frederiksberg skal være et godt, trygt og sundt sted at vokse op, og derfor skal børn og unge ikke udsættes for røg i hverdagen. Vi ser desværre, at flere unge end før begynder at ryge, og derfor er vi også nødt til at gøre en ekstra indsats, hvis vi skal nå målet om en røgfri generation i 2030. Ved at gøre alt hvad vi kan for at fjerne cigaretterne helt de steder, hvor børn og unge færdes, kan vi lokalt bidrage til at vende udviklingen og skabe et sundt og røgfrit miljø for alle”, siger han og fortsætter: ”Jeg vil gerne rose mine kolleger i Socialdemokratiet, som har løftet denne vigtige dagsorden”.

Formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Flemming Brank (C) forventer også, at indsatsen vil få færre unge til at begynde at ryge. ”Vi kan nå langt med frivillighed, men både forskningen og erfaringen viser også, at det kan være nødvendigt med et forbud, hvis vi vil skabe sunde rammer for vores børn og unge og undgå, at flere begynder at ryge. Røgfri skole- og arbejdsdag er et af de midler, som vi ved, virker godt, og vi har samtidig valgt at indføre rygeforbud på offentlige legepladser, til koncerter og festivaller for børn og unge, der modtager kommunal støtte.”

Røgfri skoledag er en del af en handleplanen for Røgfri Generation i 2030, som netop er vedtaget i kommunalbestyrelsen. Handleplanen indeholder 21 indsatser og træder i kraft den 1. januar 2020. Samtidig med røgfri skoledag indføres røgfri arbejdsdag for de medarbejdere, som arbejder steder med mange børn og unge.

Læs pressemeddelsen her.

Del på sociale medier